Majfluer – Vulgata og vargar – kapitel fra Døgnfluen og det evige liv

Da Lasse og jeg pakkede fluegrej til forårets store geddetrip til Sverige, smed vi også ørredgrejet og nogle æsker med imitationsfluer i bilen. Vi havde aldrig før oplevet svenske klækninger af sjösandsländan, altså den store sølevende majflue, Ephemera Vulgata. Vi var altid kommet for tidlig eller for sent. Denne gang skulle vi afsted i månedsskiftet fra maj til juni, og chancerne var gode.

Da vi nåede frem til vores ven Carl, der ejer et par fiskegrejsbutikker i Värmland, havde han da også rigtig gode nyheder. ”Vulgataen er på gang.”
De første eksemplarer var blevet observeret samme dag, som vi ankom til området. Ikke mange, men nok til at vi var sikre på, at timingen var rigtig. Det så ud til, at en gammel drøm endelig skulle gå i opfyldelse.
”Har i fluer,” spurgte Carl, mens han tegnede hotspots ind på et kort. Meningen var, at vi selv skulle fiske i løbet af dagen, og så ville Carl guide os om aftenen – når han havde lukket butikken.
”Vi har masser af majfluer med. Hvad skal vi bruge,” spurgte jeg.
”Rocken.” Carl smed en stor tørflue over bordet.
”Den er godt nok mørk.” Jeg kiggede skeptisk på den chokoladebrune majflueimitation. Den var bundet med mørkt hareuld som krop, brunt hackle og vinger af junglecock kropsfjer – altså ikke øjefjerene. Haletrådene var lavet af fasankokkens halefjer. Den var både større og meget mørkere end mine danica imitationer.
”Den passer præcis,” sagde Carl smilende.
Carl er en dygtig fluefisker, og jeg havde ingen grund til at betvivle hans ord.
”Vi må hellere få et par stykker med, og så nogle materialer at binde dem af,” sagde Lasse.
Carl fandt materialerne, og vi rullede op af fjeldet til en hytte, han havde fortalt os om. Det var en lille hytte, som lå helt ned til bredden af en stor sø. Den tilhørte den lokale fiskeklub, men blev sjældent brugt. Vi kunne bare overnatte i den, hvis vi kom først. Det samme gjaldt brug af en lille jolle. Hytten var så lille, at man dårligt kunne svinge en kat rundt i halen derinde, men den var hyggelig og mere rummelig end vores tomandstelt.
Dagen gik som dage gør, når man venter på aftenfiskeriet. Vi roede lidt rundt på søen og fiskede med synkeliner og store streamers uden det store held. Derefter tjekkede vi grej, bandt forfang og bandt et par Rocken. Vejret var blevet varmt efter en længere tids kuldeperiode, så madlavning, fluebinding og alle andre aktiviteter foregik under åben himmel. Vi havde spist og lavet kaffe, da Carl dukkede op.
”Vi skal prøve en anden lille sø,” sagde Carl. ”Der findes virkelig grov ørring.”
Vi havde fiskekort til et stort område med masser af søer. Nogle rummede gedde, andre småørred og enkelte af dem større ørred. I aften skulle vi altså fiske efter storørred.

”Vi må håbe vinden lægger sig,” sagde Carl og kiggede bekymret på trætoppene. ”Lad os komme afsted.”

Lasse og jeg sprang ind i Lasses bil og forsøgte at bide os fast i kofangeren på Carls firehjulstrækker. Hvis du har prøvet at følge med en lokalkendt svensker på svenske grusveje, ved du, hvad jeg mener. Man kommer til at æde støv.

Vi passerede mange smukke blinkende skovsøer, før Carl endelig kastede bilen ind i vejkanten. Foran os lå en sø, der hverken så mere eller mindre spændende ud end alle de andre. Forstå mig ret: Den så rigtig godt ud, men det gjorde alle de andre også. Den var ikke særlig stor.

”Er det her,” spurgte jeg.

Carl pegede op i luften. Lige over toppen på et birketræ dansede nogle store insekter. Der var ingen tvivl. Der var vulgata. Der var også ganske få insekter på vandet, og vi fik mulighed for at se nærmere på dem. Ephemera Vulgata er stor. En anelse større end Ephemera Danica, som er den mest almindelige majflue i Danmark. Vi har dog også vulgataklækninger i nogle af de store rene søer. Nu kunne vi se, at Carl havde ret. Både med den mørke farve og størrelsen. Det her var simpelthen insektverdenens kongeørn.

Vores svenske ven monterede en elmotor i en lille jolle, og vi hoppede ombord. Der var kun ganske få insekter på vandet og endnu ingen fisk i syne.

”Stilna, stilna, stilna,” hviskede Carl i en stille bøn til vejrguderne.

Vi spejdede efter fisk. Der skete intet. Overfladen var kun ganske svagt kruset at vinden, men det var nok.

”Når vinden lægger sig, kommer sländerne og fiskene,” forsikrede Carl.

Både Lasse og jeg havde svært ved at forstå, at den svage krusning var nok til at forhindre klækningerne i at starte. Men det var den. Da brisen kortvarigt løjede af, blev overfladen spejlblank, temperaturen steg et par grader og majfluerne dukkede op fra dybet. Få minutter efter hørte vi det høje smask, der fortalte, at en ørred havde fjernet en af sländerne fra overfladen. Det var et par kastelængder væk, og Carl lod elmotoren skubbe jollen lidt tættere på. Inden vi nåede indenfor kastehold, blæste det en smule op igen, og der kom ikke flere insekter på vandet. Fisken forsvandt naturligvis også.

”Hvad nu,” spurgte Lasse.

”Nu venter vi,” svarede Carl og pegede ud på den krusede vandoverflade.

Dette handlingsforløb gentog sig adskillige gange. Vinden lagde sig. Nogle få insekter og fisk dukkede op, for at forsvinde lige så hurtigt – når der igen kom et lille pust op gennem dalen.

”Sådan er det i starten,” forklarede Carl. Når klækningerne har været i gang i nogen dage, er insekterne ikke så forsigtige. Så klækker de også, selv om der er lidt vind, og ørrederne er ikke længere så sky.”

Vinden lagde sig igen, og Lasse og jeg lagde fluerne ud på ny. Det drejede sig om at kaste hurtigt til de fisk, der viste sig i overfladen, og derefter lade fluen ligge stille. Hvis ikke det gav resultat, lod vi fluerne stribe nogle centimeter og stoppe op igen. Det gav heller ikke resultat.

Der var jævnligt fisk ved overfladen, og der var ingen tvivl om, at der var store fisk imellem. Problemet var bare, at de kom så sjældent og så spredt, at det var umuligt at forudsige fiskenes træk. Lasse og jeg kastede febrilsk til højre og venstre, og Carl flyttede båden for at komme på kastehold af de ekstremt sky fisk. Samtidig vidste vi også, at klokken nærmede sig deadline. Vinden lagde sig stadig kun i få minutter af gangen, og samtidig forsvandt solen bag kammen i vest. Det betød, at temperaturen fald,t og dermed trådte den anden begrænsende faktor i kraft. De første vulgataklækninger kræver nul vind og varme samtidigt.

Spørg mig ikke, hvordan en nymfe, der kravler rundt i gange i søens sandbund, kan vide at søen ligge blik, og at lufttemperaturen er optimal. Men det kan den. Hvilket er praktisk for arten. Hvis de tog fejl ret mange gange ville arten uddø. Til gengæld er det forbandet upraktisk for os fluefisker – eller også følte vi det bare sådan den aften.

Derfor var en stemning af nederlag og panik ved at brede sig i båden. Lasse og jeg var frustrerede over, at vi ikke kunne servere en stor tørflue perfekt på 50 meters afstand og Carl ønskede virkelig, at vi skulle få en fisk.

Da der pludselig var et stort plask i overfladen bag ved båden drejede vi alle tre hovedet for at se efter den. Et plask foran fortalte, at vores fokus ikke burde være andre steder end ved vore fluer. Vi snurrede rundt, og min flue var forsvundet i en hvirvel. Jeg gav tilslag, men selvfølgelig alt for sent.

Jeg bandende indædt. Lasse skældte ud, og Carl lod hagen synke ned på brystet og udstødte en højlydt snorken. Tegnsprog er universelt, og jeg forstod helt tydelig at vores ven forsøgte at fortælle, at man ikke kommer sovende til en stor sky värmlandsk vildørred.

Det blev aftenens eneste regulære chance, og jeg missede den. Vinden holdt på, og der blev skidekoldt. Det var slut for den aften. Carl var stadig optimistisk og mente, at det ville gå bedre næste dag. Vi sagde godnat til ham og kørte tilbage til hytten, for at lave bål, grille pølser og trøstedrikke et par dåseøl, der lå til afkøling i søen.

Næste dag stod i geddernes tegn. Vi fiskede fra flydering i en af de større søer. Vi fangede kun en enkelt gedde, eller rettere, Lasse gjorde. Til gengæld mødte vi en ældre mand, der kunne fortælle os, hvorfor lykken ikke stod os bi. Sagen var, at vi fiskede i den forkerte bugt. Han fortalte os også, at han ejede jorden omkring søen og havde fisket der i seksti år. Nu har jeg ikke de bedste erfaringer med danske jordbesiddere og deres håndhævelse af de private ejendomsret, så da farbroren spurgte os, om vi havde kort, tænkte jeg, at han ville kontrollere fiskekort – og måske banke os med den motorsav, han havde i bilen, hvis de ikke var i orden.

Jeg gik hen for at lede efter vores fiskekort, som tilfældigvis var i orden – men den gamle grinede bare. Han gad ikke se vores fiskekort, men var bare glad for, at der var nogen at snakke med. Det vi skulle finde var et kort over søen, så han kunne vise os de bedste fiskepladser. Vi fandt et kort, og han udpegede en vig. Der var gedder i den forklarede han, men vi skulle fiske om aftenen under en periode med fuldmåne – ellers fik vi kun små pjatgedder. Vi sagde tak for tippet, men tænkte, at når fuldmånen kastede sit troldske skær over geddevigen, så var vi hjemme i Danmark igen.

Han fortalte os også, at der var hemsk mange varger i området. Oversat til godt dansk betyder det at der er fælt mange ulve. Farbroren spyttede arrigt, hver gang han nævnte de hemske varger, og vi forstod, at han ikke nærede nogen stor kærlighed til dem. Grunden til hans modvilje var, at en af vargerne havde taget livet af hans hund. Det var naturligvis et dødsfald, der ikke kunne gå upåagtet hen. Problemet var blot, at de hemske varger var totalfredede i Sverige. Derfor var det ikke muligt at gøre regnskabet op med skydevåben, da de støjede fælt. Til gengæld havde han forsøgt at køre bæstet ned med sin firehjulstrækker. Det var ikke lykkedes endnu, men han håbede stadig, at det måtte krydse hans vej i et uopmærksomt øjeblik.

Når man kommer fra Himmerland, hvor det farligste dyr er dræbersneglen – så er den store stygge ulv en lidt abstrakt størrelse. Jeg vil tro, at vores ven kunne se en smule skepsis i vores øjne, selv om vi selvfølgelig bandede i retfærdig harme over de hundeædende varger. Derfor hev han sin mobiltelefon frem og bladede lidt rundt på den, til han fandt et foto.

Billedet viste det stykke af søbredden, hvor vi lige var landet med vores flyderinge. Det var taget en tidlig morgen. Der var diset, men midt i billedet stod en ulv. Altså ikke den store stygge ulv, der pustede træhuse omkuld – eller en discoveryulv der hylede mod månen og så majestætisk ud. Nej, det var en helt almindelig hemsk hundeædende värmlandsk ulv.

Vi spyttede alle tre i afmagt over dette syn, mens vi lod tankerne gå til Fido, hvis liv stoppede så brat. Mens vi nu var samlet om sorgen og den ydre fjende, spurgte farbror os, om vi var interesseret i at leje hans jagt. Han havde tidlige haft den lejet ud til danskere, og havde været godt tilfreds med det arrangement. Måske fordi danskerne boede så lang væk, at de ikke sad lårene af ham.

Vi indrømmede, at vi nok mest var fiskere, selv om vi begge havde taget jagttegn – men spurgte høfligt til, om det både var elg og råvildt, det drejede sig. Farbror bandede indædt og informerede os om, at de hemske varger havde gnasket alle rådyrene i sig, så han kun var i stand til at tilbyde elgjagt.

Lasse og jeg betroede ham, at elge efter vores mening var nogle store og upraktiske skrumler at slæbe rundt på, selv om de smagte godt. Derfor ville vi helst bare fange hans gedder.

Han tænkte lidt over den oplysning. Så ønskede os held med fiskeriet og kørte videre i sin firehjulstrækker fulgt af vores bedste ønsker om vargens snarlige endeligt.

På vej hjem til hytten overvejede vi, om varger kun æder hunde. Jeg mener… i de der gamle Hollywoodfilm, der æder de jo også skuespillere. Lasse mente godt, at en varg kunne kende forskel på os og en skuespiller, men for en sikkerheds skyld flyttede vi vores grillpølser ind i hytten, da vi kom hjem. Det gav en smule ro i sindet, indtil jeg kom til at spekulere over et stort paradoks: Hvor klogt er det at svenskerne bygger deres huse af træ, når den store stygge ulv lusker rundt bag hvert træ i skoven.

Da eftermiddagen var ved at være brugt op, mødtes vi igen med Carl. Vi fortalte ham om faren for vargangreb. Han mente dog at vores pølser var i sikkerhed i hytten – og sagde at vi roligt kunne koncentrere os om ørrederne. Det fik os til at slappe af igen. Vejret mindede en del om det, vi havde oplevet dagen før, men der var mere varme i luften. Der var lagt op til en ren vulgata-fest.
Desværre voksede de svenske birketræer ikke ind i himlen, og svaret på vores bønner blev ved med at blæse i vinden. Der kom dog, som den foregående dag, insekter på vandet, hver gang vinden stilnede af for en stund. Der var også flere fisk ved overfladen. Det var bare ikke ret længe af gangen.

 

Da jeg for vejrguderne må vide hvilken gang lagde min Rocken ud på vandet, forsvandt den prompte i en hvirvel. Det var næsten uvirkeligt oven på de mange fiaskoer – så selvom tilslaget faldt hurtigt, var jeg ikke overbevist om, at det ville lykkes. Men der var fast fisk.

”Det er en lille fisk,” sagde Carl. Det var den eneste gang på en hel uge, at han tog fejl. Heldigvis.

”Den føltes tung.” Min klasse 5 stang kurvede dybt og fisken borede mod bunden.

Carl nikkede. ”Måske er den ikke så lille endda.”

Både Carl og Lasse fotograferede i vildskab. Da fisken efter nogle minutters fight kom til overfladen første gang, kunne vi se, at den var stor. Hovedet var enormt. Fisken var slank, men utrolig kraftfuld.

Jeg rakte ud efter den med venstre hånd, mens jeg holdt stangen højt hævet med den højre.

”Den er ikke færdig endnu,” sagde Carl advarende, et sekund før fisken startede på endnu et udløb.

Jeg pressede den hårdt, for at kunne få den landet og genudsat i en fart. Denne ørred var en gammel han. Havde det været et stykke råvildt, ville det have været en returbuk. Den var ovre sin bedste alder, men den var bærer af nogle gode gener. Den skulle ud igen. Alligevel var den oppe ved båden og i dybet adskillige gange, før jeg fik den op. Vi skød nogle hurtige billeder og satte fisken tilbage. Jeg holdt den i overfladen i flere minutter, før den selv svømmede fra mig.

Vi trykkede næver, bankede hinanden på skuldrene, råbte lidt og alt det der pis mænd gør, når de har nået et resultat sammen. Nej, det er ikke en m/k ting. Kvinder krammer. En vildørred på cirka 65 centimeter fanget på en Rocken i en klækning af sjösandsländer, det er en milepæl for mig. Sådan en lille bakketop, hvor man kan sætte et flag og sige: Been there, done that and actually liked it. Og ja selvfølgelig. Jeg var aldrig nået derop uden mit hold Lasse og Carl… og uden min sponsor… og uden opbakningen fra min familie… også tak til min mor. Nå… ok, så løb det løbsk. Jeg åbner lige et vindue for at køle lidt af.

I sandhedens tjeneste skal det siges, at fiskens størrelse lyder af mere når jeg skriver 65 centimer i stedet for 2 kilo, så man skal ikke sammenligne med konditionsfaktoren hos en dansk havørred eller en put & take regnbue. Men det var en imponerende smuk gammel fisk. Carl indrømmede, at selv om de fangede grov fisk i søen, så var den her en smule over vanlig standard.

Jeg fik den sædvanlige reaktion. Jeg havde ikke brug for at fiske mere den aften, men lod Carl og Lasse om det. Jeg ville bare sidde med et idiotisk smil på læben og være udenfor pædagogisk rækkevidde. Vi fik ikke flere fisk.

På vej ind bad jeg Carl om at stoppe båden, da vi kom forbi en majflue, der var faldet spent på overfladen. Carl forstod straks, hvad jeg var ude på og bragte båden op på siden af majfluen, mens jeg riggede blitz til. Jeg lænede mig ud over vandet og fotograferede det døende insekt. Som regel så bliver den slags billeder elendige, fordi det kan være svært at styre belysningen når omgivelserne er mørke. Men denne gang var resultatet godt, allerede på kameraets display.

På en eller anden måde var det den perfekte afslutning på en helt speciel dag. Majfluen, der havde haft sin eneste helt fantastiske dag. Den var steget til overfladen efter flere år som larve i mørke gange i søens sandbund. Op gennem det kølige vand og til overfladen. Her havde den forvandlet sig til et smukt insekt og var fløjet i land. Derefter havde den skiftet fra dun til spinner, havde danset, parret sig og var nu tilbage på vandet for at lægge æg og dø. Det var mange oplevelser på en dag. Svært at brokke sig over at de er lidt kræsne med vejret. De har nemlig kun et skud i bøssen. Hvis de bliver blæst væk fra søen på grund af dårligt vejr, dør de uden at have sikret arten. De har ikke nogen mund og kan ikke tage føde til sig.

Den døende majflue, jeg fangede på linsen den aften, havde gjort det rigtigt. Den døde, men sikkert med et smil på de læber, den ikke havde. Den havde gjort sit til, at døgnfluen som art vil leve evigt. Den gamle ørred skal også den vej på et tidspunkt, men den har sikkert også ført sine gener videre.

Det er tankevækkende, at der kun findes en dyreart, der kan forpurre deres plan – og nej… det er ikke den hemske varg.

Efterskrift:

Carl fangede to fine ørreder den følgende aften, da han kom ud uden et par gumpetunge danskere, der væltede rundt i båden som elefanter i en porcelænsbutik.

De to ovennævnte danskere prøvede fiskeriet i farbrors geddevig en aften uden fuldmåne. De fangede kun små pjatgedder. Seksti års erfaring skal men ikke vrænge på næsen af.

Denne historie er et kapitel fra bogen: Døgnfluen og det evige liv.

Vil du snuse mere til den bog, kan du finde et par smagsprøver her…

eller læse kapitlet: Historien om Lauri Rapala

Og vil du have endnu mere kan du købe bogen her…