Døgnfluen og det evige liv – smagsprøver fra bogen
Fluefiskeri, venskab, vildskab, lommefilosofi og rejsebeskrivelser. Døgnfluen og det evige liv har det hele med.
Her får du et par smagsprøver fra nogle af kapitlerne.
Dansemyg, Djævelen og Delta Blues
… Det der med smag, er noget mærkeligt noget. Det kan være situationen, der afgør, om noget er kitsch eller kult – hot eller not.
Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener, så tænk på de frysetørrede retter fra fjeldturen. Lad os lige sætte scenen: I har gået tyve kilometer gennem myr eller blokmark et eller andet sted i svensk Lapland. Du piller den 25 kilo tunge rygsæk af, og det føles, som om du svæver. Energidepoterne er tomme, men du og vennerne sparker gang i en Trangia og får brygget et måltid mad på pulver og elvvand. Mens i sidder og kigger ud på stryget, hvor stallingerne får overfladen til at koge, kan i nyde maden. Sådan en feltration smager himmelsk. Du bilder dig selv ind, at du aldrig har smagt noget bedre. Fair nok. Men lad være med at forsøge at imponere familien med den derhjemme ved spisebordet. Der smager den, som det den er: En pulverret, der er velegnet til overlevelse i felten. På samme måde er det med andre nydelsesmidler, eksempelvis musik. Altså… det er muligt, at Sussi og Leo er ok en nat på Skansen, hvor du vælter rundt i en hundrede hestes brandert, men du vil sikkert ikke sætte dem på CD-afspilleren hjemme i stuen til en hyggeaften med langstilkede glas og levende lys…
Lauri, Adolf og Marylyn
… Det hele startede i mellemkrigsårene. Vi skal tilbage til 30’erne. Altså i det 20. århundrede. Verden var klemt i et stålgreb af den store økonomiske krise (jep, det skete også dengang). Depression, gangstervælde, krak, flyvende børsmæglere og hele balladen. Et sted i Europa gik et folk og ventede på en stærk mand med vandkæmmet hår og et lille korttrimmet overskæg. Et helt andet sted, nemlig i de finske skove, gik en anden mand ned mod bådebroen. Endnu en dags fiskeri ventede forude. Forhåbentlig en dag med en fangst, der var stor nok til at mætte hans familie. Lauri var skovarbejder og landbrugsarbejder af nød og fisker af kald. Han havde ikke nogen oceangående trawler, men fiskede blot med stang i vandløb og søer nær familiens bopæl – og vigtigst af alt: Han var ludfattig…
Roadtrips
… Vi kørte derfor kun 50 – 60 kilometer, før vi ved midnatstid drejede ind på en rasteplads. Vi gad ikke sætte teltet op blot for at få nogle få timers søvn, så vi smed en del af fiskegrejet over på forsædet af Lasses sportsvan og kravlede i soveposerne bag i bilen. Vi var dødtrætte og sov sikkert inden vi ramte hovedpuden. En time senere brød Helvede løs. Der lød et højt brag, og tusindvis af små glasskår regnede ned over os. Jeg var først ude af posen og kiggede ud af vinduet. To mænd var i løb på vej væk fra vores bil. 30 meter længere henne af rastepladsen holdt en bil med motoren i gang. De to slyngler sprang ind, og bilen forlod rastepladsen med hvinende dæk, inden vi nåede at få rykket bagklappen op. Vores natlige gæster havde knaldet en jernstang igennem højre siderude på vores bil og havde grebet den taske, der så ud til at indeholde flest værdier inden de stak af. Vi stod altså på en svensk rasteplads klokken et om natten, med en bil, der var fuld af glasskår og et gabende hul ud til en forårsnat, der nærmede sig frysepunktet…
Et sidste farvel
… Havørreden tog et linevindende udløb, og så var det, at tingene gik skævt. Mit gamle og veltjente Intrepid Gearfly fra nittenhundrede og grøn-hvidkål gav en lyd, der minder om den støj det frembringer, når man smider en mobiltelefon ned i en blender. Hvis du spekulerer over, hvordan det lyder, så tjek det ud på Youtube. Tro mig… det lyder ikke godt, og jeg var godt klar over, at det betød problemer…
Vulgata og Vargar
… Han fortalte os også, at der var hemsk mange vargar i området. Oversat til godt dansk betyder det, at der er fælt mange ulve. Farbroren spyttede arrigt, hver gang han nævnte de hemske vargar, og vi forstod, at han ikke nærede nogen stor kærlighed til dem. Grunden til hans modvilje var, at en af vargarne havde taget livet af hans hund. Det var naturligvis et dødsfald, der ikke kunne gå upåagtet hen. Problemet var blot, at de hemske vargar var totalfredede i Sverige. Derfor var det ikke muligt at gøre regnskabet op med skydevåben, da de støjede fælt. Til gengæld havde han forsøgt at køre bæstet ned med sin firehjulstrækker. Det var ikke lykkedes endnu, men han håbede stadig at den måtte krydse hans vej i et uopmærksomt øjeblik. Når man kommer fra Himmerland, hvor det farligste dyr er dræbersneglen – så er den store stygge ulv en lidt abstrakt størrelse…
Køb Døgnfluen og det evige liv her…
Læs hele kapitlet Vulgata og Varger her…
og kapitlet: Historien om Lauri Rapala her…
Skriv et svar