Pretty in pink – tid til vinterklargøring af flueboksen

Pretty in pink – tid til vinterklargøring af flueboksen

IMG_9945Vinteren står for døren, og vi har forberedt os til en hot fiskesæson efter grønlændere og overspringere i fjordene. Sammen med Mathias Rosenmejer Ibsen fra havoerredguider.dk har det gale dubbing-laboratorium udviklet en Woolly Sparkle Dub i en farve, der nok skal få de blanke til at spærre øjnene… og munden op på vidt gab. Og så er der selvfølgelig nogle tons undvegne regnbuer derude, der også har smag for pink.

IMG_9949Det har taget lidt tid at få nuancen helt på plads, da man ikke kan sende dubbingprøver mellem Jylland og Sjælland med mail eller andre elektroniske kommunikationsformer. Derfor er den ene pose dubbing efter den anden drønet over sundet i hænderne på et rigtigt gammeldags postbud. Det er hyggeligt og føles lidt som at sende et julekort – men det tager en lille uge hver gang.

IMG_9956Men… når man har gået så grueligt meget igennem, er det også en større tilfredsstillelse, når det lykkes til sidst. Ulla, jeg og Mathias er helt høje og svæver på lysrøde skyer nu. Mathias er godt nok lidt skuffet over, at farven ikke blev opkaldt efter ham. Den fik det relativt beskedne, men meget informative navn UV Fluo Pink. Alligevel vil Mathias altid være the King Of Pink i mine øjne. Der findes ikke mange mænd, der kan bære netop den nuance med samme naturlige udstråling af maskulinitet som Mathias.

Hvis du vil have fingrene i de hotte uldfibre, så kan du finde dem på vores webshop, her… – eller i butikker, der forhandler Fly Company produkter. Og lad os bare være ærlige: You know you want it.

:0)

Michael

NB: Det her skrev jeg tidligere om projektet

Min dubbing-serie Woolly Sparkle Dub tæller allerede 16 farver, så man skulle tro, at der var noget for enhver smag. Men nu har Mathias gjort mig opmærksom på, at der, efter hans mening, mangler en Fluo Pink, der er så hidsig, at “den kan ætse emaljen af tænderne hos både fisk og fiskere.” Derfor eksperimenterer Ulla og jeg netop nu i den total mørkelagte og tophemmelige bunker – for at skabe en nuance, der kan rumme den drøm, Mathias bærer i sit hjerte. Mit gæt er, at det her bliver vinterens modefarve til blanke ørreder. Hvis du tænker… hvordan dælen er det billede sluppet ud, når det hele er så hemmeligt? Det kan jeg desværre ikke fortælle… uden at være nødt til at slå dig ihjel bagefter. Jeg kan dog afsløre, at der har været et kamera involveret. Men… den nye nuance kommer sikkert til en butik nær dig, inden vinteren sætter ind :0)

Køb UV Fluo Pink og alle de andre farver i Woolly Sparkle Dub her…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*