Historien om Lauri Rapala – kapitel fra Døgnfluen og det evige liv

Historien om Lauri Rapala – kapitel fra Døgnfluen og det evige liv

Rapala_3Lauri, Adolf og Marylyn

Det er i dag den 9. marts 2009 – og dermed selvfølgelig en ganske særlig mærkedag. Derfor startede jeg dagen med at sende Dannebrog til tops og pakke mit fiskegrej.

Nu står jeg ved åen.

Her ved middagstid er vejret mildt og blødt. Regulært grødevejr. Jeg passerede en haglbyge undervejs, men her ved Lerkenfeld Å falder der en mild støvregn. Det er årets første fisketur til åen, og samtidig min første fisketur til netop denne å i mere end 10 år.

Hvis du stadig ikke har regnet ud, hvilken særlig dag det er, må jeg hellere hjælpe dig. Det er i dag præcist 103 år 3måneder og 13 dage siden Lauri Rapala blev født. Derfor har jeg udnævnt dagen til min private Lauri Rapala dag. Jeg ved godt, at det er lidt sent. Hvis jeg nu var taget afsted den 27. november i år 2005, havde det været et pænt rundt tal. Men hvad så? Jeg lavede sikkert noget andet den dag, og man skal jo ikke altid springe over, der hvor åen er smallest.

I dag for hundrede år siden var lille Lauri altså i runde tal fire år gammel, og det er ikke utænkeligt, at der skete noget ganske særligt for ham den dag. Måske sagde han sit første ord… sikkert et eller andet uforståeligt på finsk. Derfor… og fordi foråret lokker med løfter om blanke grønlændere, har jeg tænkt mig at lade en af mine Rapala 100-års jubilæumswoblere tage en jomfruelig svømmetur i åen. Jeg lægger et kast 15 meter nedstrøms og tæt ind under den modsatte bred og begynder indspinningen. Mens den rødgyldne wobler dykker ned i det mørke vand, tænker jeg lidt over denne woblers historie. Det er en sælsom fortælling, der rummer både eventyr, håb og tragedie.

En træfisk og en verdenskrig

Det hele startede i mellemkrigsårene. Vi skal tilbage til 30’erne. Altså i det 20. århundrede. Verden var klemt i et stålgreb af den store økonomiske krise (jep, det skete også dengang). Depression, gangstervælde, krak, flyvende børsmæglere og hele balladen. Et sted i Europa gik et folk og ventede på en stærk mand med vandkæmmet hår og et lille korttrimmet overskæg.

Et helt andet sted, nemlig i de finske skove gik en anden mand ned mod bådebroen. Endnu en dags fiskeri ventede forude. Forhåbentlig en dag med en fangst, der var stor nok til at mætte hans familie. Lauri var skovarbejder og landbrugsarbejder af nød og fisker af kald. Han havde ikke nogen oceangående trawler, men fiskede blot med stang i vandløb og søer nær familiens bopæl – og vigtigst af alt: Han var ludfattig.

Sagnet beretter, at han samtidig var en opmærksom fyr, der brugte ventetiden mellem de korte aktivitetsperioder, hvor en fisk skulle bjærges, til at observere byttefiskenes og rovfiskenes adfærd i det klare vand. Derved opdagede han at rovfiskene, under angreb på en stime af byttefisk, ofte udvalgte de individer, der skilte sig ud fra flokken. Syge fisk, svage individer. Altså outsiderne, der ikke var helt skarpe til synkronsvømning.

Lauri skønnede at en kunstig agn, der opførte sig som en syg og livstræt fisk, sikkert ville være mere velfangende end en frisk og livlig agnfisk. Det logiske skridt var derfor at fremstille en sådan agn.

Denne historie har du sikkert hørt før. Jeg har. Men jeg elsker den alligevel. Historien om en fattig fisker, der snittede sig en wobler og fangede hele verden. Jeg holder lige så meget af den, som af historien om forfatteren J.K. Rowling. Hun var så fattig, at hun var nødt til at sidde på en mondæn cafe og skrive manuskriptet til Harry Potter på servietter, fordi hun ikke havde råd til at købe en skriveblok. Siden gik det hende helt godt.

Måske holder vi af den slags historier, fordi de rummer eventyr og håb. Det er historier, vi elsker at elske… og hvem ved: Måske er de også sandfærdige (i det mindste den om Lauri). Men Lauris historie rummer også tragedier.

Rapala_2 Lad os lige komme tilbage til de finske skove. Lauri snittede sig en fisk af træ, forsynede den med et krogsæt og beklædte hele herligheden med skinnende folie fra en chokoladeindpakning. Yderst lavede han et beskyttende lag ved at smelte strimler af fotografisk film. Du har selvfølgelig gættet det. Wobleren var en succes fra starten. I det mindste en personlig succes for Lauri, da hans fangst blev mangedoblet.

Derefter fiskede han mest med sine egne woblere. Han holdt dog ikke det nye våben for sig selv, men delte gerne ud til sine kollegaer på de finske søer. Mange andre fiskere begyndte også at lave deres egne woblere og området omkring den sydlige bred af søen Päijänne blev en smeltedigel for nytænkning i kunstagn. Både Rapala og Finlandia-Uistin (som producerer Nils Master woblere) har stadig hovedkvarter der.

Det første virkelige gennembrud kom i 1938, da den kooperative landhandel (noget der svarer til nutidens Dagli’Brugs) i byen Kalkkinen tog et parti af Lauris woblere ind på hylderne. Fremtiden for Lauri var så lys, at han enten måtte knibe øjnene sammen eller gå med solbriller. Der var slået brød op til en virkelig solstrålehistorie.

Desværre fik den vandkæmmede europæer mange hundrede kilometer længere sydpå den tanke, at han burde bruge livet på noget mere meningsfyldt end blot at trimme sit overskæg og holde taler. Han begyndte derfor at eksperimentere med strækmarch, bomber og kampvogne. Det betød en midlertidig henlæggelse af mange gode tiltag. Årstallet var 1939, og verden var i krig for anden gang.

Lauri blev i 1941 indkaldt til militærtjeneste på østfronten, hvor han kæmpede mod invaderende sovjetiske styrker.

Afbrydelse fra nuet

Hov lige et øjeblik. Der var et hug ude midt i åløbet. Sådan. Fast fisk. Beklager at jeg må trække dig med tilbage til Lerkenfeld Å, men min lille Rapalawobler er kommet i klemme mellem kæberne på en ørred. Det er en tung fisk. Bestemt ikke en grønlænder. Den borer dybt og hårdt, det må næsten være en nedgænger. Hej nu går den mod overfladen. Den er blank, men for slank til at det kan være en overspringer. Den er dog i umanerlig flot stand til at den har været på gydning. Jeg må hellere lægge hårdt pres på. Den fisk skal ud igen. Nu går den ind mod min egen bred. Pokkers, hvorfor glemmer jeg altid fangstnettet. Fisken borer helt ind under brinken. Jeg kan se halen, der vifter i overfladen. Jeg griber ørreden om haleroden og løfter den op. Wobleren hægter sig fast i græskanten, mens jeg løfter 3-4 kilo havørred op i halen. Så spræller den og ryger i åen igen, denne gang uden wobleren. Ok, den skulle alligevel ud – men jeg ville nu gerne have haft et billede. Jeg sender den orangerøde Rapala ud igen. Måske er der flere ørreder derude. Men hej… jeg var jo lige ved at fortælle om Lauri. Lad os komme tilbage.

OL i Helsinki

Da krigen stoppede, vendte Lauri hjem til familien i det lille hus ved søen, og fortsatte, hvor han havde sluppet. Igen fordelte han sin tid mellem tjansen som landarbejder og fisker, mens han forsøgte at sætte woblerproduktionen i et højere gear. En dag da han håndtestede sine woblere i stryget ved Kalkkinen, mødte han Fritz Schröeder, som ejede en fiskegrejsbutik i Helsinki. Schröeder blev imponeret af Lauris woblere, og tog dem ind i sin butik.

I sommeren 1952 blev De Olympiske Lege afholdt i Helsinki og atleter fra hele verden kom til den finske by. En del af dem var naturligvis lystfiskere og kiggede indenfor i Schröeders butik. Dermed slap nyheden om Rapalawobleren ud til den store verden. Samtidig voksede rygtet også blandt finske emigranter i USA.

Derefter kom to amerikanere ind i billedet. Ron Weber og Ray Ostrom var ved flere lejligheder stødt på den finske wobler, der udfiskede de fleste lokale plugs. Det fik dem til at tage kontakt til Lauri i 1959 – med henblik på at introducere woblerne på det amerikanske marked.

Allerede i februar 1960 afgav de den første bestilling på 1000 stk. Rapala woblere. En voldsom stor ordre for det lille familieforetagende, selvom det allerede havde bygget nye produktionshaller. To måneder senere lå der endnu en bestilling. Denne gang på 2040 woblere. Det store eventyr var i gang.

Rapala_1 I 1962 besluttede det store amerikanske tidsskrift Life at sende en reporter til Finland, for at lave en historie om Lauri og hans woblere. Historien blev dog syltet, da russerne i det samme tidsrum opsendte deres første bemandede rumstation. Historien blev derfor flyttet til det nummer, der skulle udkomme den 17. August 1962.

Den 5. August blev skuespilleren, sexsymbolet og modeikonet Marilyn Monroe fundet død i sin lejlighed i Brentwood, Californien. Marilyns liv og død blev naturligt nok forsidestof over hele verden, hvilket også gjaldt det nummer af Life, der havde historien om Rapala med. Dette nummer af Life blev magasinets mest sælgende nogensinde.

Det betød, at det magasin, der fortalte om et berømt ikons død, sparkede så meget liv i den finske wobler – at efterspørgslen rent ud sagt blev hysterisk. Amerikanske fiskere ville have Rapala woblere, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Resten kunne, som de siger, være historie. Rapala var et verdenshit. Lauri og hans familie havde al mulig grund til at være lykkelige. Indtil en ulykke trak et dybt skår i glæden.

En natlig tragedie

En nat hvor Lauris yngste søn, Kauko havde været på besøg hos nogle venner, lå døden på lur. Kauko var ankommet i en robåd, der havde en påhængsmotor på hækken. Han forlod sine venner, der boede ved bredden af Kalkkinen kanalen sent på aftenen, lige i skumringen. De unge mænd havde fået en smule at drikke. Under alle omstændigheder overså Kauko en delvist oversvømmet forhindring af træ i vandet. Kauko mistede kontrollen over båden, ramlede ind i rælingen og faldt over bord.

Da man fandt hans lig næste morgen, sad der en Rapalawobler i hans bukser. Wobleren var via en line forbundet med en delvist smadret fiskestang med hjul. Undersøgelserne og udsagn fra vidner, der havde hørt råb ude fra søen om natten, stykkede efterhånden hændelsesforløbet sammen.

Kauko havde altid en færdigrigget stang i båden, så han var klar til at fiske, hvis han så aktivitet. Det tydede på, at wobleren havde sat sig i hans ben under sammenstødet med rælingen. Da han røg overbord, trak han stangen med. Mens han kæmpede for at holde sig i overfladen, havde det konstante træk fra linen til sidst tappet ham for kræfter.

Kaukos død var et stort slag for hele familien, men tog især hårdt på hans far. Kauko druknede få hundrede meter fra det sted, hvor Lauri havde lavet de allerførste test af sin wobler mange år tidligere. Lauri følte, at det vand, der havde givet ham velstand og lykke, havde krævet Kauko som tilbagebetaling. Han så wobleren i benet som et bevis for den teori – og han var plaget af spørgsmålet om, hvorfor Kauko skulle dø.

Lauri gjorde som mange mænd havde gjort før ham – og for den sags skyld også efter: Han satte sig for at lede efter svaret på bunden af en flaske. Han overlod den daglige drift af virksomheden Rapala til sine sønner og forsvandt ind i alkoholens smertedulmende tåger. I 1974 døde manden, der startede sit liv som en fattig analfabet og endte det som en meget rig, men ulykkelig mand.

Hans sønner leder stadig Rapala koncernen og i år 2005, på 100-årsdagen for Lauris fødsel producerede de en serie på 6 meget specielle woblere, som en hyldest til deres far. Risto, Esko og Ensio lavede hver 2 farvevarianter af en speciel wobler, som havde været Rapalafamiliens hemmelighed gennem mange årtier. Det er faktisk den rødorange udgave, designet af Risto, jeg har for enden af linen lige nu. Lad os vende tilbage til Lerkenfeld å.

Sikke en mærkedag

Mens du har været omkring Finland og USA, har jeg nemlig narret to smukke blanke grønlændere på land. Den største er en halv meter lang. Sammen med nedgængeren tidligere på dagen er det bestemt ikke nogen dårlig start på sæsonen i åen.

Jeg skænker mig en lille whisky og skåler for Lauri.

 

dognfluen

Dette er et kapitel fra bogen: Døgnfluen og det evige liv.

Læs også kapitlet: Vulgata og Varger…

– og andre smagsprøver fra bogen…

Kan købes her…

Share
Etiket:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*