Gedde – et portræt

I toppen af fødekæden

Forestil dig en gedde på den rigtige side af en meter. Dens krop er lang, torpedoformet og gløder i gule og grønne nuancer. Forrest sidder den brede mund, som er tæt besat med sylespidse bagudrettede tænder. Ryg- og gatfinne er placeret langt tilbage på kroppen og udgør, sammen med den store halefinne, et effektivt fremdriftsmiddel.

En velvoksen gedde er prototypen på et effektivt rovdyr: Perfekt kamufleret, udstyret med et skarpt syn og lynhurtig og kontant under angrebet. Derudover er en stor gedde næsten urørlig i sit eget element.

Hvis vi ser bort fra Homo sapiens, har den stort set ikke naturlige fjender. Det skulle da lige være en endnu større gedde. Geddens størrelse og dens fremtoning har altid draget os mennesker. Helt tilbage til de sidste istider har vi lagt vores bopladser ved vand. Det har været ved kysten og ved bredderne af vandløb og søer. Arkæologernes udgravninger af køkkenmøddinger fra tidligere kulturer viser, at gedden periodisk har stået højt på vores forfædres spiseseddel. Det har især været i forårsmånederne, når de store fisk opsøgte lavvandede vige og bugter for at gyde. Gedderne blev først jaget med fiskespyd samt bue og pil – siden fisket med grove kroge fremstillet af ben og flint. Langt senere lærte vi at arbejde i metal, og tog det første spadestik til de forfinede kroge, som nutidige geddefiskere kan vælge blandt.

De gode historier

Vi mennesker har altså en lang og stolt tradition for at efterstræbe gedder – og, dengang som i dag, har de største og ældste gedder sikkert haft en plads i vores fantasi og drømme.

Når en flok af det 21’ende århundredes geddefiskere sidder omkring et lejrbål og fortæller hinanden røverhistorier om dagens oplevelser, er vi sikkert ikke meget forskellige fra fortidens geddejægere. Den ene utrolige fortælling efter den anden ryger hen over gløderne.

Uindviede vil sikkert tro, at vi er usandfærdige eller måske påvirkede af alkohol. Det er naturligvis kun fordi, de ved så fattigt lidt om gedder. Måske har de aldrig oplevet de virkelige eventyr: Ællingen, der forsvinder i en hvirvel eller de to jævnstore gedder, der kvæles i et forsøg på at spise hinanden. De har heller aldrig prøvet at fighte en stalling, som bliver taget af en gedde. Eller en stor gedde, som bliver taget af en kæmpegedde.

Historierne er mangfoldige og fantastiske – og spænder lige fra de dagligdags oplevelser, til dem, der involverer spædbørn og gravhunde. Vi geddefiskere ved naturligvis, at de (næsten) alle er sande. Vi oplever nemlig så mange usandsynlige ting, at vi ikke behøver at pynte på virkeligheden.

Folketro og myter

Det er klart, at gedden også har tilkæmpet sig en plads i folketroen. Tidligere har man troet, at adskillige sygdomme kunne kureres ved at blæse gennem en geddes svælg eller ved at spise udvalgte dele af fisken. Desuden har geddens sunde appetit været genstand for en del gisninger i fortidig litteratur. I Brehms værk: Dyrenes Liv, fortælles det, at gedder kan drukne svaner ved at holde deres hoved under overfladen, til døden indtræffer, spise oddere og endog forgribe sig på kvinder, der vasker tøj i søen.

En anden kilde fortæller om en uheldig dreng, der badede nøgen i en skånsk sø. En ondsindet gedde bed sig fast i en særdeles ømtålelig del af hans anatomi. Måske har gedden, som har været med til at påvirke udviklingen af vores fiskegrej, også en finne med i opdagelsen af badebukserne. Tankevækkende!