Ørred – et portræt

Bækørred, søørred eller havørred. Det er en og samme fisk. Det er blot livsvilkår og den genetiske programmering, der afgør, om en Salmo trutta vælger vandløbet, søen eller kysten som levested. Ørreden er følsom overfor forsuring og forurening. Desuden stiller den krav om køligt og iltrigt vand.

Arten anlægger flere tydeligt adskilte farvetegninger, som er afhængige af deres miljø og levevis.

Bækørreden er smukt gulbrun med markante sorte og røde pletter på siderne. Den lever for en stor del af vandinsekter og tanglopper. Store bækørreder tager dog gerne større byttedyr. Bækørreden er sikkert den mest efterstræbte fisk af alle blandt skandinaviske lystfiskere.

Søørreden er en ørred, der har valgt livet i det frie vand i søerne. Farven kan være blank som hos havørreden, eller bronzegylden. I begge tilfælde prydes fisken af masser af sorte pletter. Søørreder tager ofte større byttedyr som smelt, løjer, store vandinsekter, igler og padder.

Havørreden tilbringer kun den første tid af sit liv i ferskvand. Derefter trækker den nedstrøms, indtil den når kystens rige spisekammer. Havørrederne går ikke på langfart i havet som dens slægtning laksen. I stedet bliver den i kystnært vand, og lever på en kost af krebsdyr, orme og småfisk med enkelte afstikkere ud i sildestimerne i det store hav. I sensommeren og eferåret trækker de voksne havørreder tilbage til det vandløb, som de selv kom til verden i. Nu for at lægge æg. Opvandrende gydehavørred tager ikke meget føde til sig, men det gør laksen jo heller ikke. Alligevel tager de en kunstagn, når de er i humør til det. Grønlændere, som er kønsumodne havørreder, trækker ofte op i vandløbene for at æde i den kolde tid.