Majfluer – Lev stærkt – dø ung

clip_image0019Hele fluefiskeriets historie og udvikling er i bygget op omkring samspillet mellem to af vandløbets smukkeste skabninger: Bækørreden og døgnfluen.

Døgnfluens hektiske, om end korte, liv har sat sit sine tydelige spor i udviklingen af fluefiskeriet, som vi kender det i dag.

Forsommerens fest

Vipstjerten letter fra en sten i vandkanten, laver et hurtigt sving ud over åen og lander med et sprællende insekt i næbbet.

Det er ikke nogen lille bid. I det klare sollys kan jeg se insektet lyse voksgult i et kort øjeblik, så forsvinder det. Ude på vandfladen dukker flere lysende pletter op. Inde under elletræerne lyder et plask, og endnu en af de store majfluer ender livet. Det er forsommer. Fiskene er i form igen, insekterne svirrer og jeg er tilbage i det evige dilemma, som lystfiskeren og kunstmaleren Svend Saabye beskrev så vidunderligt: Dialogen mellem maleren, der vil fiske, og fiskeren, der vil male. I mit tilfælde er det fiskeren og fotografen, der kommer i håndgemæng.

Det ender med, at jeg lader fornuften råde. Jeg efterlader fluestang og fiskevest i pilekrattet og snupper kameraet. Sæsonen er ny og næsten ubrugt, der vil være majfluer mindst et par uger endnu. Desuden kan fiskegalskaben nogle gange være så intens, at jeg helt glemmer, alle de andre oplevelser som majfluetiden byder på.

“Majflueklækningerne er fluefiskeriets magi”

Åen er klarvandet, moderatstrømmende og med den for majfluernes nymfer så vigtige sandbund. I svinget under et gammelt elletræ kan jeg kigge helt ned til bunden. Jeg kan af gode grunde ikke se nymferne, men de er dernede. I gravede gange i vandløbets bund har de levet i mange måneder, og ventet på denne dag.

Adskillige nymfer driver tæt under overfladen, og hos enkelte er klækningen i gang. De voksfarvede duns er på vej ud af nymfehuden. Nogle når aldrig helt ud, men tages af en ørred inden.

clip_image0029Andre når ud, og står som små sejlskibe på vandoverfladen. Det må være en fantastisk omvæltning: Først forlader nymfen de mørke gange i åens bund. Derefter stiger den op gennem det kolde vand, klækker og træder ind i et nyt element. Solen varmer kroppen, mens vingerne hærder. Denne fase er lige så farlig som klækningsøjeblikket. Både fisk og fugle er på mærkerne.

Det lykkes for en dun at lette fra overfladen. Den flyver ind mod bredden for at finde et sted, hvor den kan gennemgå forvandlingen til spinner. Nu er det guldsmede og edderkopper, der er den største trussel.

Jeg lister rundt med en makrolinse på kameraet og tager billeder af nyklækkede majfluer, blomstrende vandiris, vipstjerten og de vidunderlige blå pragtvandnymfer, som også er aktive i dag. Majflueklækningerne er fluefiskeriets magi, og knytter på forunderlig vis en mental forbindelse med de fiskere, der gennem generationer har knyttet en French Partridge eller en af mange andre imitationer på forfanget og listet afsted langs vandløbene.

I aften vil de første sværme af spinnere sikkert danse over ådalen, og jeg ved, at det ikke vil blive lettere at vælge våben til den tid.

Endnu en majflue ender livet under elletræerne, og jeg mister min tilkæmpede arbejdsdiciplin. Kameraet ryger ned i tasken, og jeg snupper fluestangen. Man er jo kun et menneske.

clip_image0037Artiklen er et lille uddrag fra bogen: Under overfladen, Fluefiskeri – efter ørred, helt og stalling

Share
Mærker: , , ,
Udgivet i Fluefiskeri

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>