Seals Fur Gammarus – fluebinding og blandingsmisbrug

Uanset om du fisker i å, sø, elv eller på kysten – så er en tangloppeimitation for enden af forfanget en sikker måde at skabe fast forbindelse til ørred, stalling, helt og stort ser alt hvad der svømmer. Jeg har bundet snesevis af tangloppe mønstre, og du har sikkert prøvet lige så mange. Derfor er der intet revolutionerende ved det at vride en tangloppe. Pointen med dette indlæg er også et helt andet.

Jeg vil i stedet gerne slå et slag for det med at mixe farver. I hårvinger, dubbingkroppe, front- og kropshackler og mange andre steder, opnår du en fantastisk livfuld og glansfuld effekt, ved at blande forskellige farver. For et par sæsoner siden sad jeg og rodede i min, efterhånden lidt uoverskuelige, samling af bindematerialer.

Derved opdagede jeg, at jeg havde et imponerende udvalg af farver i den gode gamle sæluldssdubbing.

Sæluld er, trods mange spændende nye materialer, ganske enkelt

kongen af dubbing. Intet matcher den hel fantastiske glans og gennemskinnelighed fra en sæluldskrop. Derfor ville jeg prøve at lave endnu et bud på den ultimative tangloppe – og naturligvis med sæluld.

”Teorien om at blande farver siger:

Blander du det hele

så ender du med en

ubestemmelig brun”

Jeg mixede lige dele af rød, orange, gul, golden olive og claret sæluld. Resultatet blev en dubbingblanding i en rødbrun nuance, der spillede af liv. Hale og throathackle blev lavet af bløde rødbrune fibre fra et hønehackle. Ryggen var brun kunstbast og ribben oval guldtinsel.

En supersimpel flue, men med lidt ekstra under rygskjoldet. Efter et par sæsoner med Seals Fur Gammarus er den blevet min go-to flue når det gælder nymfefiskeri. Noget tyder på at fiskene også forstår at værdsætte de helt specielle lysbrydningeffekter fra den farveglade tangloppe.