Geddens fødevalg
Smag og behag er forskellig. Gedden har dog et fordomsfrit syn på livets kulinariske aspekt. Dens livret er: Alt der trækker vejret – uanset om det foregår ved gæller eller lunger. Desuden går gedden ikke af vejen for at agere ådselsæder, hvilket er basis for det ret effektive fiskeri med død agnfisk.
Livret: Alt
Normerne for den gode smag ændrer sig løbende, og præferencerne er vel mere eller mindre indiskutable, når det gælder mennesker. Nogle spiser helst en slatten burgerbolle med et indhold, der ville få hårene til at rejse sig på ernæringseksperternes arme – andre foretrækker en reven gulerod.
Geddens livret er… (fanfare)… nå, vi kan vel ikke trække den meget længere: Alt hvad den kan gabe over. Da en gammelgedde har et gab, som snildt kan nå omkring en fodbold, giver det temmelig vide rammer for fødeindtagelse. Jeg har ved en tidligere lejlighed skrevet, at den eneste grund til, at gedden ikke spiser mennesker, er, at vi er for store. Intet jeg har oplevet siden den statement, har givet mig grund til at revidere min opfattelse. Lad os tage et kig på menukortet.
Fisk
For langt de fleste gedder er hovedføden fisk. Byttefiskene varierer fra vand til vand, men typisk æder gedderne de fisk, der er flest af, og de, der kan fanges med mindst anstrengelse. Fredfisk af alle arter falder indenfor denne kategori, men også ædelfisk, aborre og andre gedder ædes.
Fugle
Fugle der yngler ved vand er særligt udsatte for predation. Det kan være ænder, blishøns og mange andre arter. I byparker og vandanlæg tolder gedderne kraftigt på ællingerne i forårs- og sommermånederne.
Pattedyr
Mosegrise, lemminger og forskellige former for mus må ligge krop til. Det er især sensommer og efterår, at gedderne høster af sæsonens nye og uerfarne gnavere. Nogle gnavere svømmer kun på overfladen, når de skal krydse sø eller vandløb. Andre, som eksempelvis vandspidsmus, dykker ned under vandet for at jage.
Padder
Forår og forsommer opsøges vandhuller og søer af padder på leg. Frøer, tudser og salamandre opholder sig ofte på de samme lokalitter, som gedderne bruger som gydepladser.
Krybdyr
På vore breddegrader er snogen det eneste krybdyr, der regelmæssigt svømmer i det frie vand og derved påkalder sig geddens interesse.
Kanibalisme
Kanibalisme er et udbredt fænomen blandt gedder. De første dage af en geddeunges liv går med at jage dafnier, cyklops og små vandinsekter, men allerede efter få dage finder de ud af, at en stor mundfuld er bedre end ti små. De begynder at æde fisk. Er der ikke fiskeyngel af andre arter i vandet. æder de blot hinanden. Naturens lov om at æde og undgå at blive ædt er dødsensalvor for geddeynglen lige fra starten, og det er den livet igennem.
Skriv et svar