En forårsørred fra Dødemandsmarsken
I dag så ud til at blive en af de dage, hvor morgentågen ville blive liggende helt til aften. Samtidig var vejret mildt, lunt og stille. Det var kort sagt grødevejr. Derfor smed Ulla og jeg noget foto- og fiskegrej i bilen og rullede til Lerkenfeld Å.
Vandet var brunfarvet, men relativt klart. Sådan klassisk humusfarvet – et sted mellem stærk the og tynd kaffe. Tågen var om muligt endnu tættere herude og dæmpede alle lyde.
Elletræerne stak op i disen og markerede åens løb. Det var som at gå igennem Tolkiens Dødemandsmarsk, bare med en strømrende i midten.
Det var håbet om nogle små blanke grønlændere, der trak os afsted, men vi så ikke spor til pubertetsørrederne.
Til gengæld var der en veloplagt nedgangs ørred, som snuppede en 7 centimeter lang Original Rapala. Den kæmpede hårdt og kontant ude i strømmen – og gav tiltro til den nye sæson.
Ørreden blev naturligvis genudsat efter fotografering.
Skriv et svar