Tobis – biologi for lystfiskere

Udseende: Tobiser er en familie af slanke bundfisk. To arter er almindeligt forekommende i kystzonen: Sandgrævlingen Ammodytes lancea og Tobiskongen Hyperoplus lanceolatus.
De to arter afviger kun betydeligt fra hinanden i størrelsen. Den første bliver max. 20 centimeter, mens Tobiskongen kan blive op til 35 centimeter. Tobiskongen har desuden en sort plet på hver side af ”snuden”.
Sandgrævlingen, som er langt den mest almindelige art, opdeles i tre geografiske racer. Den vi træffer langs vores kyster, kaldes praktisk nok for kysttobisen.

Begge arter mangler bugfinner. Ryg- og gatfinne er lange sammenhængende bræmmer, der stopper lige før den spinkle halerod. Hovedet er langt og spidst, og den udskydelige mund er forsynet med et markant underbid. Farven på ryggen er brunoliven til blågrøn, siderne sølvskinnende med et svagt rosa skær. Bugen er cremehvid.
Tobiser mangler svømmeblære, og det påvirker deres bevægelsesmønster. De svømmer hurtigt med åleagtige bevægelser i det frie vand, men så snart de holder en pause, falder de ned mod bunden.
Levevis: Tobiser er afhængige af en sandet bund. Når de ikke er aktivt fødesøgende, graver de sig nemlig ned i den. Derfor vil vi i hele den varme årstid træffe dem nær, eller direkte over, store sandflader. De synes at foretrække en ret grov sandstruktur og gerne steder med god strøm. Derfor findes de største mængder nedgravet nær revler og banker i sandet.
En bekendt, der er svømmedykker, har fortalt, at han ofte har set hundredvis af tobiserne ligge nedgravet på disse steder kun med hovedet ragende op af sandet. Så snart han er kommet for tæt på dem, er de lynhurtigt forsvundet i bunden. Grunden til at tobiserne holder lav profil er selvfølgelig, at de er meget efterspurgte blandt alle kystens større rovfisk.
Tobisen går også selv på rov. De jager ved hjælp af synet og primært i dagtimerne. Deres føde består af planktondyr, små krebsdyr og larver, men de går heller ikke af vejen for fiskeyngel. Til tider æder de også encellede havalger. De danner kortvarigt stimer under jagt.
Om natten graver de sig ned. Ofte så dybt at ormegravere har fundet dem helt ned i 50 centimeters dybde, når de graver sandorm på revlerne. På de Britiske øer, hvor tidevandsforskellene er langt større end herhjemme, graver medefiskerne målrettet efter ”sandeels”.
Kysttobisen er en meget stedfast fisk. Mærkningsforsøg med tobiser har vist, at de kun svømmer i umiddelbar nærhed af deres favorit overnatningssted.
Formering: Tobiskongen gyder på dybt vand (ca. 20 meter), og legen er derfor ikke noget trækplaster for kystens fisk. Kysttobisen derimod gyder på lavere vand. Den har to gydeperioder: Den første i marts-maj og den næste i august-september. Når der alligevel forekommer nyklækkede tobisunger hele sommer halvåret igennem, skyldes det, at æggene, hvis de bliver dækket med sand, går i en dvalelignende tilstand, og først fortsætter udviklingen, når de bliver blotlagt igen. I det evigt foranderlige miljø på sandbankerne er en sådan forsinkelse meget almindelig.

Ydre faktorer
Strøm: Stærk tidevandsstrøm synes at have stor indflydelse på tobisens jagtperioder. Da den er meget stedfast, er tobisen afhængig af strøm til at føre byttedyrene til sig. I begrænsede områder, som for eksempel sydskrænten af Doggerbanke, forekommer tobis i så enorme mængder, at der fiskes erhvervsmæssigt efter dem. Fiskebestanden er her så tæt, at vandet over området simpelthen ikke indeholder planktondyr nok til at føde den. En kraftig lokal tidevandsstrøm i området sørger dog for at tilføre den daglige madration til tobiserne. Erhvervsfiskerne har her gjort nogle erfaringer, som vi lystfiskere kan drage nytte af, i hvert tilfælde på strømstederne.
Når strømmen under vandvendingerne står stille, graver tobiserne sig ned. Da er der ingen, eller kun få, fødeemner i vandet.
Når tidevandet strømmer over pladsen, jager tobiserne overalt i vandet. Der er masser af føde.
Når strømmen løber allerhurtigst, jager tobiserne stadig. Men nu, på grund af strømpresset, udelukkende tæt over bunden.
Ovennævnte eksempel kan ikke overføres til kystens forhold uden forbehold, men giver dog et fingerpeg om, hvornår en satsning på strømstederne er bedst.
Vindforhold: En kraftig vind der rører op i det kystnære vand, gør masser af fødeemner tilgængelige for tobisen.
Årstid: I vinterhalvåret opholder tobiserne sig på dybere vand og de har da temmelig marginal betydning for kystfiskeren.