Elevatorørreder

What goes up – must come down

Store havørreder, der har tilbragt flere sæsoner i havet, vender tilbage til det vandløb, de forlod som smolt.

Sammen med dem sniger et stort antal mindre havørreder sig op.

Ikke nødvendigvis for at gyde, men for at æde – og i modsætning til deres vandrefæller behøver de ikke at forlade sig på langtidshukommelsen for at finde rundt. De er nemlig på hjemmebane.

Indian summer.

Det er varmt. Alt for pokkers varmt til at fiske ørreder. Jeg kan mærke, at skjorten klæber fugtigt mod ryggen og griber mig selv i at nyde det kølige vandpres på benene.

Åen løber blank og stille mellem bredder, der er så tilgroede, at en fisketur minder mere om junglekrig end om ”a days sport at the riverbank.” Vegetationen holder vandet tilbage, og det er flere steder nødvendigt at vade i vand til livet for at finde åen. Det er ikke for magelige sjæle, og som for yderligere at gnide salt i såret, sker der ikke alverden.

Der er meget få vandinsekter på overfladen og ingen ringende fisk i syne. Jeg roder lidt rundt i flueæsken og kommer forbi små sirlige Adams, Blue Duns i anderumpeversioner og nogle Europea 12. Hver flue minder mig om bedre dage og nætter her i åen og i Rendalen oppe nordpå. Himmerlandske dage med stabile klækninger og Rena nætter med blanket hatch af store vårfluer. Gyldne stunder. Men man kan jo ikke leve på minderne alene.

Jeg mander mig derfor op til at tage udfordringen op og se at få det bedste ud af forholdene. For en udenforstående eller en tilfældig turistfisker kan det sikkert være lidt svært at tage fiskeriet i den tilsyneladende døde å alvorligt. Men jeg ved, at der findes en flok ørreder, der ikke lader sig gå på af vejr og vind. Det eneste jeg ikke ved er, om de er i åen i dag. De burde være her, for vi har fået nogle voldsomme tordenbyger i de seneste par dage.

De faste beboere er ikke videre imødekommende. Åens lidt større bækørreder er som blæst væk. De står sikkert og muler nede under brinken, og har besluttet sig for at blive der, indtil solen drager sydpå, og efterårsstormene raser gennem ådalen.

Selv de stadigt færre regnbueørreder, som plejer at udvise en ren selvmordsdrift, gider ikke stige midt på dagen. Jeg tror nu godt, at jeg kan finde dem. En dybtfisket nymfe, serveret et pænt stykke under en strike indicator, vil sandsynligvis give resultat – men jeg er lidt opsat på tørfluefiskeriet i dag.

Derfor falder valget på en G&H sedge. En busket sag, opfundet af John Goddard og siden hen brugt af fluefiskere over hele kloden. Lokalt er den forklædt under mange andre navne. En af mine fiskekammerater i Himmerland kalder den slet og ret Dyret. Den er enkel at binde, men har en voldsom adfærd. Lige det rigtige valg i dag. Skal fiskene lokkes op, skal det ikke være til en myg i letvægtsklassen.

Jeg udvælger den første af de tre ”sikre” standpladser, som jeg har opsporet på denne strækning. Den er sådan set ikke så let at aflæse. Det er på en ret lige strækning af åen, men en efter sydskandinaviske forhold ret stor sten giver en plads med strømlæ og solid fødetilgang, så der plejer ofte at være en pæn fisk. Måske er der en blank vagabond der i dag. Hvis ikke er der som regel en bækørred.

Jeg blindkaster lidt til venstre for standpladsen og lader så den gumpetunge sedge droppe i vandet to meter ovenfor. Jeg følger fluens bane og ser fisken stige mens strømmen langsomt spiser løslinen mellem flue og flueline. Åh nej. Fluen kæntrer og begynder at streame, men det generer ikke fisken. Den tager fluen brutalt og dykker ned i strømmen.

Lidt efter kan jeg lade en kort og velnæret ørred på godt et kilo glide ind over netrammen. Den er smuk blank med et ganske svagt gyldent skær, og så har den de næsten iriserende blå farver omkring hoved og gællelåg. Den kunne måske have gået for at være en bækørred, hvis ikke det havde været for et totalt fravær af røde pletter. En typisk elevatorørred. Jeg fjerner hjortehårsfluen og lader fisken svømme tilbage i strømmen. Der er lige to pladser mere, jeg skal prøve.

Grønlændere

Elevatorørreder er havørreder, der af en eller anden grund vælger at trække ud og ind af vandløbene – sådan helt eller delvist uafhængig af gydeinstinktets påvirkning. Aha tænker du – fyren forsøger simpelthen at sælge mig et nyt navn for grønlændere. Det er nu ikke helt så enkelt.

Grønlændere er kønsumodne havørreder, som ikke rigtig har nogen forplantningsmæssig grund til at trække op i vandløbene i vinterperioden. Erfaringen viser dog, at det gør de alligevel. De lærde strides stadig om grunden til det, men den nyeste forskning bekræfter dog det, som lystfiskere har vidst i mange år. Havørredens salttolerance er temperaturafhængig.

Når en havørred opholder sig på kysten, optager den saltvand og omdanner det til ferskvand via biokemiske processer i dens kropsceller. Derfor kan den tåle at opholde sig i havet, selvom den egentlig er klækket i ferskvand og har tilbragt den første del af sin levetid i vandløbet. Hvis ikke den er i stand til at justere sin saltbalance, vil det osmotiske tryk i den celler stige, og fisken vil dø.

Under normale trivselstemperaturer har havørreden ikke nogen problemer med saltbalancen, men under ekstrem kulde får den problemer. Da fisk er vekselvarme dyr, er deres stofskifte temperaturafhængigt. I koldt vand er der simpelthen ikke energioverskud til at styre saltbalancen – og havørreden opsøger brakvandsområder eller trækker helt op i ferskvand. Nu er der jo markant forskel på saltindholdet i havet, selv omkring et så lille land som Danmark. Derfor er der også stor forskel på hvilke vandløb, der har den bedste grønlænderopgang.

Overspringere

Overspringere er større fisk, som har tilbragt flere sæsoner i havet og som måske har været på leg før – der af uforklarlige grunde vælger at springe over det der med sex, sådan for en enkelt sæson. Deres situation er præcist ligesom grønlændernes om vinteren. Bliver der for koldt, opsøger de ferskvand.

Elevatorfisk

Det biologiske grundlag for elevatorfiskene er lidt vanskeligere gennemskueligt, og mig bekendt er der heller ikke brugt mange forskningskroner på at belyse fænomenet. Derfor har vi kun lystfiskernes erfaringer at gøre godt med. De er nu heller ikke så tossede, vi havde jo regnet det der med grønlænderne ud lang tid før, vi fik fagkundskabens blå stempel. Her har du et sammenkog af mine egne erfaringer og erfaringer fra mange andre lystfiskere, der dyrker elevatorfiskeriet.

Vi kan nok blive enige om, at grønlænderne er nødt til at trække op i åen for at redde livet. De er altså flygtninge, som søger asyl i ferskvand. Elevatorfiskene derimod er mere en slags bekvemmelighedsflygtninge. De trækker nemlig op året rundt. Jeg har fanget dem i stort set alle de Himmerlandske vandløb, hvor jeg fisker – og på alle årstider (bortset fra fredningstiden.) Det er altså ikke salttolerancen, der er afgørende for disse fisk, som gerne trækker op i sommermånederne.

En af teorierne omkring elevatorfisk er, at sommertrækket kommer fordi ørredernes opvækstområder i fjordene lider under høje sommertemperaturer og deraf følgende iltmangel. Det er sikkert også sandt i nogen tilfælde, men fiskene dukker også tit op under majfluefiskeriet i åen. Det er næppe sandsynligt, at temperaturen er et stort problem på kysten allerede i maj/juni måned. Der tales ligefrem om det omvendte grønlændertræk.

Sportsfiskerens havørredfiskende redaktør, Ole, har en teori om, at havørreden har et salttolerance interval, som den frit kan bevæge sig indenfor. Det stemmer fint overens med den almindelige antagelse omkring elevatorfiskene – nemlig, at de kan gå ind og ud af åen efter forgodtbefindende. Det gælder i høj grad for vandløb, der munder ud i brakke fjorde.

Elevatorfisk er altså havørreder, der frit vandrer ud og ind af vandløbet, og dermed hele tiden opsøger de mest behagelige betingelser. Fødetilgang, vandtemperatur, iltindhold og predation (fra fugle, marsvin og sæler) er sikkert væsentlige faktorer i det spil.

Fiskeri efter elevatorfiskene

Fiskeri efter disse fisk adskiller sig ikke væsentligt fra grønlænderfiskeri. Elevatorfiskene er nemlig, ligesom de almindelige grønlændere, ikke bange for at tage føde til sig. Og da de opholder sig i åen på et tidspunkt, hvor deres stofskifte er højt – æder de i sagens natur mere end en vintersløv grønlænder. Derfor er de som regel lettere at fange end de regulære opgangsfisk, som helst klemmer læberne sammen og tænker på gydning i stedet.

Det betyder, at de gerne hugger på tørfluer, nymfer og streamers, der efterligner vandløbets byttedyr. Der er altså tale om regulære ædehug og ikke udslag af aggression og provokation. Jeg foretrækker at bruge store buskede tørfluer eller iøjnefaldende nymfer som Girdle Bug eller Montana. En af mine venner, Ivar Thordal, har stort held med bittesmå Goldhead nymfer.

Det er i øvrigt ham, du kan se på billederne i denne artikel.