Dog Nobblers eller minijigs
Dog Nobbleren er en alltime classic, navngivet og delvist opfundet af den britiske fisker Trevor Housby, som designede denne flue til fiskeri efter store regnbueørreder i put and take søer og reservoirs. Trevor var inspireret af amerikanske fiskere, der fiskede med micro små jigs – og Dog Nobbleren blev en uundværlig del af mange fiskeres flueæsker – også min.
Indtil for ganske nylig har jeg fremstillet mine Dog Nobblers ved at bruge Trevors gamle opskrift, der starter med at klemme et splithagl omkring kroghalsen på en passende vådflue- eller streamerkrog. Det var en omstændig proces, og samtidig var der problemet med bly, som egentlig ikke hører hjemme i fiskegrej.
Da vi fik mulighed for selv at være med til at designe en ny serie af blyfri jighoveder – fik vi også lavet nogle helt små jighoveder, Top Predator Fly Ball Jigheads, specielt til Dog Nobblers og lignende.
Nu går det altså ret hurtigt at lave en stribe Nobblers til åen, søen og kysten. Fluen fiskes efter min mening bedst på en flydende eller intermediate line, da trækket oppe fra forstærker de jiggende bevægelser. I øvrigt er de små jigkroge ikke kun velegnede til Dog Nobblers, men kan bruges til zonkers, wooly buggers, gummibensfluer og mange forskellige nymfer og streamers.
Skriv et svar