Ultralight med multihjul – kan man det?
I de gode gamle dage, hvor en mand var en mand… og et ord var et ord – var der ingen af os, der var i tvivl om, hvor et multihjul hørte hjemme. Det gjorde det i bunden af en kraftig (gerne tohånds) spinnestang – som kun blev trukket af stalden, når vi skulle fiske grov gedde eller laks.
Det var altså noget med kompakte blink, woblere og lignende – og helst i vægtklassen over 20 –30 gram. Ellers gav det linekludder i så voldsom grad, at der var basis for, at en fuglefamilie kunne flytte ind. Ganske vist var vi nogle stædige skiderikker, der mente, at man kunne komme meget længere ned i kastevægt ved at træne sin følsomme tommelfinger i at tæmme de løbske multihjul.
Smarte bremser… og tommelfingeren igen
Siden da er der sket en masse. Vi har fået bedre bremsesystemer – og mange flere af dem. De har alle bidraget til at gøre multihjulet mere brugervenligt – selvom de ikke helt har afløst tommelfingeren. Den har nemlig noget, som diverse centrifugal-, magnet- og elektroniske bremsesystemer ikke har. Den har en direkte hot line igennem til kasterens hjerne. Selvom størrelsen af den (hjernen) unægtelig varierer en del… selv blandt lystfiskere – så fungerer den altså godt nok til at fortælle tommelfingeren, at nu skal der bremses, lidt… meget… eller slet ikke. Dermed får faktorer som den ønskede kastelængde, eventuel vind, overvejelser vedrørende agnens vindfølsomhed og god gammeldags erfaring lov at spille ind. Kombineret med et fornuftigt bremsesystem er det en farlig cocktail.
Lette spoler reagerer hurtigere
Det vigtigste er dog, at multihjulenes spoler er blevet lettere. Dermed er der ikke så meget enerti indbygget – hverken når spolen skal starte op, eller når den skal stoppe. Desuden kan vi få ganske små multihjul, der er udviklet til lette liner og lettere agn.
Til meget af mit lette fiskeri med jigs, woblere og naturlige agn bruger jeg en G. Loomis Dropshot stang. Det er en UL-stang beregnet til vertical jigging efter sandart og aborre. Det er en multistang i et stykke. Længden er 6´10” kastevægt angivet fra 7 til 10,5 gram. Med et lille multihjul som eksempelvis Shimano Curado 201 DPV kaster jeg ubesværet agn ned til 4 gram. Med et 7 til 10 grams jighoved er det en veritabel kastekanon. Det samme gælder flere af mine Shimanostænger og min gamle Shakespeare Ugly Stick i samme vægtklasse.
Præcision og fiskeglæde
Fordelen ved dette setup i forhold til et tilsvarende fastspolesæt er, at jeg kaster en smule mere præcist med multigrejet – både på kort-, mellem- og langdistancen. Muligheden for at fingerbremse, når jeg pitcher et lavt kast ind under overhængende træer og lignende – giver multihjulet et mulehårs forspring. Det er nemlig muligt at kaste hårdt og dermed få en meget flad kastebane og alligevel nå at bremse i tide. Desuden er de små multihjul ret fantastiske at fighte fisk på – noget der ikke er helt uvæsenligt, hvis du jager store fisk på små agn.
Lad være med at tro at multihjul kun er til tungt fiskeri – de kan også gøre det lette fiskeri meget sjovere.
Skriv et svar