Rapala MaxRap – hvorfor sende et blink ud for at gøre en woblers arbejde

Rapala MaxRap – hvorfor sende et blink ud for at gøre en woblers arbejde

Helt-opslag-copy

Vi ved det jo godt. En wobler er verdens bedste imitation af en byttefisk. Den har den rigtige form, de rigtige bevægelser, det rigtige flash fra siden – og så er den 3D.

Rapalas nye MaxRap er en af dem. Den er uden sammenligning den bedste imitation jeg nogensinde har set af en kysttobis. Uanset hvilken vinkel fisken ser den fra, så ligner den en skrækslagen tobis, der fiser afsted for at finde et sted, hvor den kan skjule sig i sandet.

Et blink er i den sammenhæng en temmelig grov skitse af noget spiseligt. Det kan sagtens narre en fisk, når der er bølger, blæst og sultne ørreder på jagt. Men når forholdene bliver sværere og fiskene sky falder de nogen gange igennem.Et gammelt ordsprog siger, at man ikke skal sende en dreng ud for at gøre en mands arbejde. Man skal da heller ikke sende et blink ud for at gøre en woblers arbejde. Alligevel ser vi stadig ikke mange woblere i kystfiskerens arsenal. Der går rigtig mange blink på en wobler derude blandt kystfiskerne. Det er der flere grunde til. Nogle af den er relevante, men en del af dem er forældede og nogle er ganske enkelt for dumme.

Lad os lige kigge på et par af dem.

Svar på tiltale

Woblere er dyre. Man kan købe tre eller fire blink til samme pris.

Det er en pokkers god indvending. Woblere er dyrere. Men på den anden side set. Hvis du har købt en dyr stang, et blæret hjul, et par anstændige pustende waders og alt det andet udstyr, der er svært at leve uden – så er det måske ikke så farligt at spendere nogle hundrede kroner på en håndfuld fuldfede woblere.

Kunstagnen ender alligevel i en tangbusk, så hvorfor bruge dyre agn

Med dette argument sigter diehard blinkfans godt, men rammer skidt. En wobler med en neutral vægtfylde eller for den sags skyld en flydende wobler, glider meget lettere hen over tangbuskene end et blink, der i sagens natur skal have gas for ikke at synke til bunds.

Desuden er det jo ikke tangbælter, krabber og torsk vi har i tankene, når vi fisker den labre tobisimitation. Det er havørred, tobiser, revler, grus- og sandbund. Tobiser graver sig ikke ned i tangskove. De graver sig ned på de åbne flader.

 Jeg skal kaste langt på kysten – derfor bruger jeg blink.

Jeg er godt klar over at du ikke får meget ud af at kaste en Rapala Original Floating ud mod en frisk pålandsvind, men det er heller ikke det vi skal her. En MaxRap er aerodynamisk som en tobis. Den har 15 grams kropsvægt fordelt på 13 centimeters længde og så har den et indbygget vægtfordelingssystem som Rapala kalder MaxCast. Det betyder i praksis at MaxRap bliver voldsom tung i røven, når du fyrer den af. Det gør den lige så langkastende som de fleste blink. Bare kom an.

Kystfiskeri belaster grejet hårdt. Kan skidtet holde?

Jeg har set videoer hvor denne wobler bliver gennemtygget af rent ud sagt psykopatiske tropiske saltvandfisk – og kommer ud af det med det gode udseende intakt. Jeg tør derfor godt anbefale den til danske havørreder, havbars, torsk og andre kystfisk.

Får du lyst til at prøvesvømme en Rapala MaxRap på din kyststrækning, så fåes den både i naturtro farver der imiterer tobis, løje, smelt og andre byttefisk – samt i provokerende farver.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*