Havbars på Vestkysten

Havbars på Vestkysten

176-179a-copy Vinden har lagt sig i nat. En svag brise fra vest får min dykkerdragt til at svinge stilfærdigt ude på sommerhusets tørresnor. Måske bliver det muligt at fiske i brændingen i dag. Den seneste uge har en frisk vestlig vind ellers fået det kystnære vand til at lide af uhæmmet undervandssandstorm.

Den jyske vestkyst er kompromisløs. Hvis vinden kommer fra vest, behøver der ikke at være ret meget af den, før almindeligt kystfiskeri er umuligt. Brændingszonen bliver et inferno af rullende sten og sandskyer. Mange af kystens fisk forlader brændingen og trækker uden for den første revle, mens de fisk der jager i brændingen kan have svært ved at få øje på et blink eller en wobler. Barske forhold, men i mine øjne også en del af Vestkystens tiltrækningskraft.

Jeg har ganske vist taget surfcastinggrejet med – og det skal nok nå ud til fisken, hvis det bliver påkrævet – men i dag skal det forsøges at fange havbars på det lette spinnegrej.

Først på eftermiddagen kører familien og jeg op langs kysten. Vi skal helt op til Jyllands top, Skagen. Vi har bilen fuld af fiskegrej, badetøj, drager, en velforsynet køletaske, og alt hvad der ellers hører til en sommerdag ved stranden. Termometeret kravler op mod de 25 grader, og vinden er stadig meget svag.

På vestsiden af Skagen mødes vi med Erik og Erik, to lystfiskere fra Hirtshals, som deler min passion for havbars. Vi diskuterer vind og vejr, men bliver enige om at prøve vestsiden, selv om vandet sikkert er mere klart på østsiden. I Skagen behøver man ikke køre mange minutter for at komme fra Vesterhavet til Kattegat.

Vandet i den kystnære zone er stadig uklart efter de sidste dages vind, men vi kan se klart vand nogle få hundrede meter fra kysten. Erik Simonsen, som er dansk pioner på barsfronten, foreslår, at vi pumper flyderingene op og prøver at luffe ud i kanten af det klare vand. Han har medbragt en ekstra flydering til mig. Styrtdykkende terner på tobisfangst understøtter hans forslag, så vi sejler ud på havet i de luftfyldte vaniljekranse.

Nu er jeg ikke nogen haj til det der med flyderinge, da jeg normalt foretrækker at klemme min bagdel ned i en kano eller en havkajak – så allerede inden jeg får søsat gummidyret, kan jeg høre glade udråb ude fra mine fiskekammerater. Begge har hug i et af de første kast, men fiskene ryger af igen. Vi er sejlet lige ind i en stime voldædende havbars, fisk efter fisk hugger. De fleste ryger af igen, men hele stimer jager efter vores slanke tobislignende link. Jubelråb afløses af eder og latterudbrud, mens sølvaborrerne går til biddet uden virkeligt at få fat. Endelig lykkes det for Erik S. at få en fisk ind til flyderingen, hvor han rutineret lander den med et greb i underkæben. Det er en smuk blank havbars i nærheden af kiloet. En typisk stimebars eller ”shoolie”, som briterne kalder dem: Sølvblank, med snehvid bug og mørk ryg. En fisk i den gode ende af vægtskalaen her på Vestkysten.

176-179b-copy Jeg snupper et par billeder og begynder at fiske igen. Så er de der. De små stød i stangspidsen, og så… hug. Den lette spinnestang kurver dybt, mens barsen drøner på langs af revlen. Jeg når lige at give et triumferende udråb, så er linen slap. Mine venner lander adskillige fisk, før det lykkes mig at få en fisk solidt kroget. Endnu engang bliver jeg forundret over de kræfter, der ligger gemt i motorrummet på brændingens jæger. En 1 kilos havbars har kræfter som en 2-3 kilos kystørred.

Fisken er en tro kopi af Eriks fangst og understøtter hans teori om, at den danske bestand af havbars bliver bedre år for år. Da Erik startede med at fiske bars for 5-6 år siden, var en fisk over 30 centimeter en god fisk, nu ligger de fleste mellem 40 og 50 centimeter.

Da jeg skal til at fiske videre, løber der en halv liter koldt vand ned af ryggen på mig. Vel at mærke inden for mine neoprenwaders. Det er lige lovligt friskt, og jeg vågner op fra fiskerusen og opdager, at flyderingen ligger bekymrende lavt i vandet. Jeg taber luft. Ikke meget, men nok til at det kan give nogle ubehagelige tanker, når man ligger et stykke ude i Vesterhavet.

”Kom herud. Jeg har fisk på igen”, råber Erik, mens hans spinnestang danser vildt i hænderne på ham.

”Jeg tør ikke gå længere ud, råber jeg tilbage. Min flydering tager luft.”

”Pyt med det. Jeg tror, vi kan klare det herude,” råber Erik tilbage.

”Tror.” Jeg kaster et bekymret blik tilbage mod land. Ulla og ungerne er ved at grave et nyt løb til et af de mange små vandløb, der skærer ned over sandstranden derinde.

Godt de ikke ved, hvad der foregår herude, tænker jeg og sætter kursen ud mod solskiven, der nærmer sig vandoverfladen – et eller andet sted ovre mod De britiske Øer.

”Du hænger godt nok noget med røven,” griner Erik, da jeg sejler op på siden af ham i den nu noget livstrætte flydering.

”Ja, det var din ring, ikke?” Jeg ser anklagende på ham.

”Jow,” siger han tænksomt, ”men den er godt nok også ved at være gammel. Den er vist ikke bedre værd end til at smide ud.”

Jeg synker en klump.

”Du har ikke en pumpe med ud?” spørger jeg.

”Nej, jeg vil lige prøve, om vi kan puste den op med munden.”

”Jeg kan sgu da ikke få hovedet derned.” Jeg kigger forvirret ned på ventilen, som sidder lige uden for mit højre lår.

”Nej, men det kan jeg,” siger Erik roligt. ”Skru lige ventilen af.”

Jeg kigger skrækslagent på det gale menneske. Vi ligger et par hundrede meter fra land, i et område der er kendt for sine uberegnelige understrømme og deraf følgende utallige skibsvrag. Min flydering er næsten flad, og nu foreslår det gale menneske, at vi skal skrue ventilen af.

”Bare rolig. Jeg sætter en finger for hullet,” siger han trøstende og vifter med en fiskeslimet tommelfinger.

På en eller anden måde gør det mig ikke spor mere tryg. Erik lader sig ikke gå på af min skepsis. Han bøjer sig ind over min flydering og begynder at puste.

”Jeg håber godt nok ikke, at der er nogen, der ser os nu,” siger jeg og forsøger at forestille mig, hvordan situationen må se ud i profil inde fra stranden.

”Nej, det må ligne et blowjob på åben sø,” puster Erik og kommer til at grine, så luften fiser ud af min flydering igen.

Jeg smækker en finger over hullet, indtil vi har fået grinet af.

”Jeg er klar nu,” lover Erik, men brækker sig af grin igen, inden han får pustet så meget som en lille vind ind i flyderingen.

Da anfaldet er overstået, får han hurtigt pumpet min flydering op igen. Vi fortsætter fiskeriet – nu højtflydende og i højt humør. Stimerne kommer og går, og vi lander ti havbars og et par hornfisk inden solen plopper i havet.

Share
Etiket: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*