Mænd, myg og majfluer – et kapitel fra bogen Flodens Puls

Om smerte og Nelsons frigivelse

Det var lidt af en kold afvaskning. Lasse og jeg havde besøgt Kultsjödalen før. Dengang var fiskeriet efter røddinger fantastisk og fisketurismen ikke særlig godt udbygget. Det betød, at man bare kunne svinge ind forbi en hyggelig fyr med overskæg og købe et kort til Ransarån og derefter køre op til elven og fange sit livs drømmefisk. Det havde vi prøvet før… med stort held.

Men da drømmen om endnu en drømmefisk havde plaget os i små ti år, blev vi enige om, at en storrødding ikke var nok for os. Derfor prøvede vi at lave en gentagelse i 2013. Allerede da vi ankom til det nu noget mere tjekkede fiskecenter i Kultsjödalen, fik vi en smule bange anelser. Noget tydede på, at der var kommet nye boller på suppen, sådan organisatorisk. Den venlige unge mand bag disken havde da også både en god og en dårlig nyhed til os. Den gode var, at fiskeriet stadigt var fantastisk. Kæmperøddingerne lurede, ifølge hans udsagn, bag hver sten i strømmen oppe i Ransarån. Den dårlige nyhed var, at vi ikke længere var ene om at bære drømmen om en storrødding i vores hjerter. Det havde vi måske heller ikke været sidst, men… vi havde godt nok ikke mødt andre fiskere ved elven dengang.

Nu, derimod, var det en helt anden sag. Den uge vi havde til rådighed ved elven var allerede fuldbooket. Fiskere fra hele verden havde fået øje på området. Guiden havde lidt svært ved at skjule sin morskab over, at vi havde kørt i to døgn uden at have bestilt ståpladser først. Men, sagde han, alt håb var ikke ude. Vi kunne nemlig møde op på hans veranda hver morgen for at deltage i lodtrækning om nogle få dagkort. Der var naturligvis ikke nogen garanti for, at lykkens gudinde ville tilsmile os… og sandsynligheden for at vi begge ville stå med den ønskede fiskelicens på en og samme dag var marginal. Vi overvejede ganske kort at spille rødding-bingo, men skønnede begge, at det ikke ville være frugtbart for vores venskab – eller for den sags skyld for vores planer om en lang og behagelig alderdom. Hvad nu, hvis en af os trak den store gevinst og den anden en nitte? Jeg fangede Lasses blik. Det var lige så beslutsomt som mit. Vi var begge klar til at begå mord for at få en chance for storrødding – og bilen var fyldt med fiskeknive, vadestave, donkrafte og andre slagvåben. I fluebindingskassen var der desuden sakse og skalpeller. Vi besluttede derfor at vinke farvel til den mulighed, som en god del af vores tur havde været bygget op omkring. Så meget for tanken om ikke at planlægge oplevelserne ihjel.

Nu stod vi der med en hel bilfuld fiskegrej (og håndvåben), et humørbarometer der varslede lavtryk og en uges tid, vi skulle have til at gå. Panikken lurede lige bag fiskecenterets træfacader. Vi tog en dyb indånding og besluttede at få det bedste ud af nedturen. En god depression har også sin charme, hvis man forstår at dyrke den. Vi bluesguitarister spiller jo med tykke strenge af en eneste grund: Det skal sgu gøre ondt, når man skal formidle følelser. Så vi tog på walkabout, godt nok i Lasses tjekkede Volvo – fordi vi nu engang havde slæbt den med. I første omgang betød det en tur rundt til de mange andre vandløb i området. Der var fine pladser til at campere på. Vi fandt et skønt og lidt afsides liggende campsite inde bag et advarselsskilt, der sikkert kunne skræmme de mest frygtsomme fiskere væk. Noget med kraftværk og fare ved pludselige vandstigninger. Det var ideelt. Der var oven i købet en lille bålhytte. Vi fandt hurtigt ud af, at bruge den. Der var nemlig dræberstore horder af blodtørstige myg (der var den igen… smerten).

Nu ved du selvfølgeligt godt, at det ikke gør vanvittigt ondt at blive stukket af en myg. Det er allerhøjest en smule irriterende, især fordi det klør bagefter. Men når din hud bliver perforeret som en nålepude, er begejstringen ved de små djævle altså til at overse. Og faktisk er det ikke engang stikkene, der er det værste. Det er det konstante myggeberedskab, der trætter i længden. Men i Kultsjödalen var der en til to timer i skumringen, hvor myggene fik hjælp af store mængder af mikrosmå og lige så blodtørstige knot. Knot er små insekter af slægten Diptera (som betyder tovingede). Små er måske en underdrivelse. De er faktisk så små, at det er pokkers besværligt at tælle vingerne på dem, selv om det hurtigt er overstået. Alligevel kan de drive store granvoksne mænd, kreaturer, rener og bjørne fra snøvsen. Lasse og jeg er ikke pylrede, hvad stikkende, bidende og blodsugende insekter angår – men vampyrtimen var lige slem nok for os. Der opgav vi helt fiskeriet. Til gengæld lavede vi et rockerbål (jysk for et bål der er stort og en smule ude af kontrol) af halvvådt brænde og satte os lige der, hvor røgen var værst. Det virkede ok. Resten af tiden sov vi, spiste eller fiskede.

Fiskeriet var tåleligt, og fiskene var… nå ja ikke sammenlignelige med Ransar monstre, men ok. Ørreder og stallinger der var store nok til, at fiskeriet var interessant. En aften fangede jeg en lille ørred, der fik mig til at kalibrere mit syn på størrelsen på streamerfluer til ørred. Det var en aften, hvor jeg var gået opstrøms for lejren for at fiske en dyb rende på kanten af et stryg. Jeg havde en lille goldhead nymfe på forfanget. Jeg fik flere små stallinger, men krogede så en mindre ørred. Fisken var ikke mere end 25 centimeter, så det var ikke just et monster. Da jeg holdt ørreden op for at fjerne den lille nymfe, fik jeg øje på noget, der stak ud af gabet på fisken. Det lignede halen på en gummijig, så jeg trak den ud. Det var en fisk. En ferskvandsulk på 12 centimeter. Ørreden havde altså snuppet en fisk, der var cirka halv så lang som den selv – og alligevel bestemt sig for at gnaske en nymfe til dessert. Jeg satte ørreden ud, og lagde ferskvandsulken på en sten. Så fandt jeg den største Muddler, jeg havde i flueæsken. Det var en regulær tommelfinger-tyk Muddler på en 4x lang størrelse 2 streamerkrog. Den så latterlig lille ud ved siden af byttefisken. Prøv lige at forestille dig hvor store byttefisk en ørred på 2 eller 4 kilo kan angribe.

Myggene vedblev at være plagsomme, men vi holdt humøret højt – især da vi fik et tip om en fossnakke, hvor der var chance for lidt større ørreder. Det drejede sig om udløbet af en sø, hvor der klækkede majfluer (Vulgata). Ørrederne dukkede op i skumringen og gnaskede de store insekter i sig, når de drev ud af søen. Det var en ganske bred foss, men strømmen var nogenlunde jævn fra bred til bred, så vi kunne få lange drev med vores tørfluer, uden at fluerne streamede. Det virkede enkelt nok.

Vi havde vel fisket fem minutter, og var først ved at få fornemmelsen af elven, kastene og ørrederne som steg sporadisk derude i strømmen, da det gik galt. Lasse kaldte på mig og sagde, at han havde et lille problem, han godt lige ville delagtiggøre mig i. Jeg vadede i land og gik op til ham. Han havde lagt fluestangen fra sig, men hans flue sad ikke i fluehvilet på stangen. Den sad i hovedet på ham… heldigvis på bagsiden.

”No problem,” sagde jeg. ”Den hiver jeg ud med et snuptag.” Jeg er altid frisk, når det er andre det går ud over.

”Nej,” sagde Lasse. ”Det gør pisse ondt, så jeg vil hellere lade den sidde lidt.”

”Hvor længe,” spurgte jeg kontant.

”Jeg ved ikke rigtig.”

”Du vil sgu da ikke gå rundt med en Nelson Caddis i hovedbunden, vil du? Det er jo ikke engang matching the hatch midt i en majflueklækning.” Jeg tænkte, at lidt humor ikke kunne skade. Der tog jeg fejl. Lasse syntes ikke, at det var sjovt.

”Jo… jeg vil gerne gå rundt med den. Kan du ikke bar klippe linen over i nærheden af fluen?”

”Tjae… det er selvfølgelig dit hoved… og din flue.”

Det var lidt akavet at få klippet forbindelsen til den vildfarne vårflue. Dels fordi jeg ikke havde andet at klippe med end mine tænder og dels fordi Lasse var en kende pirrelig omkring det der med den nye piercing. Jeg bad ham knæle ned, så jeg kunne komme til at bide forfanget over. Det der gik galt var så, at Lasse troede, at han var blevet released… lidt før han i virkeligheden var det. Derfor rejste han sig op, mens jeg stadig stod med linen mellem tænderne. Det gav et solidt ryk i 0.16 forfanget, hvilket fik Lasse til at skrige lidt og råbe ukvemsord om både mig og min familie. Især den del af den, som var ansvarlig for min fødsel.

Jeg tilgav ham selvfølgelig. Jeg kunne se på hans våde blik, at det ikke havde været en vellykket frakobling. Jeg tror også, at det var i det ubehagelige sekund, at Lasse indledte et sært (og sikkert usundt) symbiotisk forhold til den lille brune vårflue. Vi fiskede videre, og det lykkedes faktisk for os at narre nogle af ørrederne til at tage vores fluer. De var større end de fisk, vi havde fanget andre steder i dalen, men stadig close but no cigars.

Da vi kom hjem til campen den aften, spurgte jeg Lasse, om jeg skulle fjerne fluen, inden han skulle sove. Det skulle jeg ikke. Så han sov med en størrelse 12 tørfluekrog siddende i nakken.

Hen over det næste døgn spurgte jeg et par gange mere. Jeg havde en fornemmelse af, at min ven blev mere og mere irriteret, hver gang jeg spurgte. Han blev også mere og mere indesluttet. Eller måske var det bare mig, der følte mig til overs. Men Nelson i teltet var vi pludselig tre. Det er det farligste tal, sådan for at få tingene til at svinge godt socialt (three is a crowd). Der kan let opstå klikedannelser. Godt nok ikke så mange. Jeg spekulerede på, om Lasse var ved at udvikle et Stockholm Syndrom, altså det der med at man begynder at sympatisere med ens kidnappere. Hmm… og var Nelson overhovedet en kidnapper. Hvem ved, hvad der foregår under hovedlakeringen på en kunstig vårflue? Til sidst resignerede jeg. Hvis Lasse kunne leve sammen med Nelson, og det gik åbenbart fint, så kunne jeg vel også. Jeg spurgte ikke mere.

Efter yderligere et par dage i Kultsjödalen havde vi fået nok af myg og knot – og vi kunne ikke rigtig knække koden med at finde større fisk. Vi rullede ned til Vilhelmina for at proviantere og lægge nye planer. Da vi kom ind på turistkontoret, spurgte Lasse den ualmindeligt søde og imødekommende pige bag skranken, om der var et sted i byen, hvor de fjernede fluer fra kropsdele. Hun kom ud og inspicerede sammenkoblingen mellem den sære dansker og den amerikanske vårflue. Da hun var færdig med at grine, fortalte hun, at den slags klarede de i et snuptag nede på sjükhusets skadestue. Hun havde også spændende nyt at berette på fiskefronten, men mente, at vi skulle få løst Lasses problem, før vi drog på nye eventyr.

Jeg foreslog, at jeg kunne gå med ind og holde Lasse i hånden under operationen, men blev klart afvist. Han havde brug for lidt alenetid sammen med en portør, en sygeplejerske og en læge. En time senere var Nelson endelig fri (hej historien gentager sig) og Lasse og jeg havde fået et tip om store stallinger i Kittelfjäll området. Vi fortsatte nordpå.

Køb bogen her…