Bumser på Baywatch – kapitel fra bogen Bumser på Baywatch

Ok, dude. Hvis du regner med, at dette kapitel kommer til at handle om barmfagre blondiner i utroligt kropsnære knaldrøde badedragter og et par modne mænd udrustet med stærke teleobjektiver og en pakke kleenex til at tørre savl af hagen – så er du galt på den. Altså jeg mener… klippekysten på Norges Vestland er ikke særlig egnet til Baywatch babes. De vil heller ikke have noget at lave. Hvorfor skulle man bade der. Desuden… selv om de havde været der, så ville Lasse og jeg sikkert ikke engang have værdiget dem et blik. Jeg mener det altså. Seriøst!!

Lasse hang lidt med ørerne. Han havde lige fået at vide, at en uges fiskeri i Mörrum var blevet aflyst. Noget med en bestilling af fiskekort, der ikke nåede helt frem. Det var naturligvis ikke verdens undergang – men noget, der tangerede det.

”Måske kan vi tage derover alligevel og håbe på at få et kort,” fablede han desperat.

“God tur,” mumlede jeg.

”Hvad med en tur til de sydnorske elve efter laks?”

Jeg forsøgte at kvæle en gaben i opløbet. Det mislykkedes totalt. Laksefeberen er en af de sygdomme, der aldrig har plaget mig.

“Det er sgu længe siden, at jeg har fisket havørred i Driva.” Lasse smilede sejrssikkert.

“Jeg er med,” sagde jeg uden betænkning.

Rendez vous

Gammel kærlighed ruster ikke, den anløber højest en smule – og tanken om at tilbringe en uge ved den azurblå elv med de kilometerhøje fjeldsider får straks alle problemer med en overfyldt kalender til at virke små og ubetydelige. Vi bookede færgebillet og hytte nummer fire på Furu Camping i Sundalsøre.

Både Lasse og jeg havde fisket i Driva ved flere lejligheder, men det var henholdsvis 8 og 5 år siden, vi havde været der sidst. Et kig på internettet skruede vores i forvejen store forventninger helt op under loftet.

Driva var igen ved at vende tilbage til noget, der kunne sammenlignes med fordums storhed.

Missing link

Nu står vi der så med blågrønt smeltevand fossende omkring vadeskoene og fluen dansende henover den hurtige strøm. Alt er perfekt. Vandstanden er fin, en svag vind frisker op i dalen og blide byger kommer og går. Det ligefrem stinker af fisk.

Jeg lader min sølvblå Driva Special flue smyge sig omkring de store sten i Rønningen for at afsøge strømlæ og blinkende render. Nu mangler der kun et eneste link, der skal binde fortidens erindringer sammen med nuet. Vi mangler i alvorlig grad en fisk for enden af linen.

Campingfatter Peder Furu advarede os ved ankomsten om, at fiskeriet var gået en smule i stå, men vi tog ham ikke helt alvorligt. Furu mener nemlig, at det virkeligt seriøse fiskeri i elven har været overstået i årtier. Da han var knægt, kunne han gå ned til elven og fange storlaks på samlebånd. Over kiosken på Furu Camping hænger en udskåret trælaks. Den er stor. Stor nok til at kunne rumme selv den mest våde lystfiskerdrøm. Laksen vejede 22,5 kilo. Den huggede et blink på størrelse med et skohorn, som en ung Furu lod vugge i strømmen. På væggen ses et gulnet foto af Furu og hans fiskekammerat. Mellem sig holder de en lang stage, og hen af den hænger der en hel stime store blanke laks.

”Da var der fisk i elva,” sagde Furu. ”Nu er det bare småfisk.”

Jeg lader igen blikket glide ud over Driva og håber på, at der et eller andet sted derude vil stå en af Furus smålaks til mig. Bare sådan en lille starut på en 5-10 kg. Eller en Drivaørred på to. Der sker intet.

Vi bliver troligt ved, indtil natten er faldet på. Lader fluerne afsøge vandet gang på gang. Lasse ser en pæn ørred springe. Det er alt.

Vi lunter hjem til den lille træhytte under fjeldet. Efter lidt varm kaffe og en whisky går det langsomt op for os, at det sikkert ikke bliver i år, vi løber ind i det helt store fiskeeventyr.

Desperados

Lasses indbyggede fedtfinnevækkeur går af uden varsel. Han skramler rundt med fluestænger og kaffekedel. Jeg kigger forskræmt ud fra min sovepose og erkender, at en ny dag truer. Det er igen tid til at give vores fluer lidt svømmeundervisning.

Det gør vi i et par timer. Vores fluer svømmer kanongodt nu, men det er kun os selv, der er imponerede. Måske har Furu ret. Vi er nok bare kommet et par generationer for sent til verden. Resignationen lurer lige om hjørnet.

”Lad os trille en tur ud langs kysten,” foreslår Lasse. Det gør vi.

Solen bryder igennem skydækket, da vi drøner ud af tunnelen mod Øksendal. Clapton og B.B. King fyrer en seriøs highwayblues på Cd’en, og livet er tåleligt igen.

“Don’t you know you’re riding with the King,” skråler vi.

“Hej, der var en fisk,” råber Lasse pludselig og kaster Citroënen ind i vejkanten. Jeg forsøger at gribe min halvfyldte kaffekop, da den kommer ræsende oppe på instrumentbordet som et ølkrus i en western salon. Begge dele går godt.

Vi betragter vandet i bugten. Det er rigtigt nok. Der er fisk i overfladen med jævne mellemrum. Vi snupper et par lette spinnestænger og klatrer ned mod vandet. Der er hug på begge stænger i det første kast. Det er småsej. Ikke til en guldnål fra ABU og knapt nok til en artikel i Sportsfiskeren, men det er dæleme turens første fisk, og vi er lykkelige for dem.

Vi fanger en håndfuld sej hver og går så op og henter fluestængerne. Det giver også fisk, især når vi giver fluerne tid til at komme et lille stykke ned i vandet. Ind imellem får vi en lidt større sej og også nogle smukke orangespættede rødtorsk.

Baywatch

Betydeligt oplivede kører vi videre af den snoede vej langs kysten. Det ene øjeblik er vi højt oppe på fjeldsiden, det næste er vi nede ved vandoverfladen. Naturen har et væsentligt ord at skulle have sagt, når man laver veje på Vestlandet. Vi finder en holdeplads ved et næs, der skærer sig ud i vandet. Der er et stykke ned til vandet, men der er aktivitet af fisk dernede og skrigende måger, så vi klatrer ned. Jeg kaster et blink ud fra næsset og får næsten øjeblikkeligt et hårdt kontant hug. Min lille 5 fods UL-stang bukker sammen, da fisken sætter kursen ud af Sundalsfjorden.

“Det er ikke småsej, der går dernede,” råber jeg til Lasse, der ikke er kommet igang endnu.

Fisken kommer tættere på land, og vi kan tydeligt se den blanke krop, der arbejder kraftfuldt mange meter nede i det spritklare vand.

Det er en makrel! Ikke lige det vi havde ventet, men en herlig overraskelse for at par himmerlændinge, der ikke just vader i havfisk til dagligt. Lasse kaster sit blink ud og har fast fisk med det samme.

Vi står midt i et veritabelt makrelkog. Stimer af panikslagne småfisk springer ud af vandet, mågerne dykker, og ude på fjorden kan vi se marsvinene jage.

I løbet af den næste time kommer en snes makrel en tur op på Svaberget. De fleste er på den rigtige side af kiloet. Hovedparten bliver genudsat, men vi beholder seks af de flotteste. Som bifangster får vi større sej – nu mellem et halvt og et helt kilo, samt masser af torsk.

Jeg har fået makrel nok og står og pirker ned af den næsten lodrette klippevæg. Et par småsej og en rødnæb står og tjatter til mit blink. Pludselig kommer en stor mørk skygge farende ud mod blinket, og småfiskene spredes lynhurtigt. Det er en torsk. Jeg anslår den til 5-6 kilo. Den drejer hen langs klippen, og jeg sender blinket ned til den. Jeg mærke det tunge sug, da den spænder min lille spinnestang langt ned i korken, så kommer blinket flyvende op i vandet igen. Forbindelsen er afbrudt. Jeg kan høre Lasses fluehjul skrige hæst henne på pynten, mens en makrel stikker på langfart.

Vi er trætte og mætte af vind, sol og fiskeoplevelser, da vi sidst på eftermiddagen svinger ind ved hytten. Mens vi står og renser fisk, kommer Peder Furu ned for at se fangsten. Han giver et forbavset udbrud, da han ser fiskene.

“Det er jo makrel. Hvor har I fanget dem?”

“Nede i Rønningen,” lyver Lasse uden at blinke. Jeg behøver vel ikke at sige, at den gamle Drivaræv ikke hopper på den.

Aftenfiskeriet i elven er over vore forventninger. Det betyder ikke andet, end at vore forventninger var minimale. Vi fanger en håndfuld havørreder. Størrelsen varierer fra små til meget små.

De næste dage fortsætter efter samme mønster. Om dagen cruiser vi rundt langs kysten og vælter os i fisk: Sej, torsk og havørred hugger på blink og flue, som om de aldrig før havde set en kunstagn. Og kystørrederne er langt større end dem, vi får i elven.

Om aftenen fisker vi pligtskyldigt i elven og fanger ikke en skid. Det er efter sådan en aften, at der endelig går en prås op for os.

“Hvis fiskeriet er så godt på kysten om dagen, så må det være fuldstændigt vildt hen under aften.” Jeg får endelig formuleret det, vi begge går og tænker.

Vi får kuller og cruise makrel

Den næste dag starter med højt solskinsvejr, og vi beslutter at køre en tur op gennem Litjedalen. Efterårsfarverne er ved at slå igennem heroppe. Vi finder multebær og masser af lovende søer og elve. Fælles for vandet heroppe er den blågrønne farve, som vi også kender nede fra Driva. Vi stopper først, da vejen ender ved en snedrive.

Sidst på eftermiddagen forlader vi Sundalen for nogle timer. Vi krydser op af fjeldsiden og kommer ned til Stangviksfjorden. Med et så forjættende navn må der være fisk her også. Efter en tids baywatching får vi øje på et lovende sted. Stranden her er mere flad end på vores hotspots i Sundalsfjorden, alligevel har vi sikkert 30-40 meter dybt vand indenfor et spinnekasts radius.

Mens vi betragter vandet, kommer en stor bølge trækkende langs land. Det er ingen tvivl om, at det er fisk, der laver den. Det ser næsten skræmmende ud. Jeg erindrer kun at have set noget lignende en gang før. Det var i en vig på Færøerne, hvor nogle 10-12 kilo opdrætslaks krydsede rundt.

Jeg kaster en streamerflue ud til bølgen, og mit hjerte står stille et sekund, da fisken hugger. Den får ikke ordentligt fat. Lasse forsøger sig på en anden fisk. De er næsten umulige at kroge.

Først da jeg prøver med spinnestangen, lykkes det at kroge en af fiskene. Til vores store forbløffelse er det makrel. Grunden til at de laver så store trykbølger, når de jager langs land, er, at de går i en tæt stime. Med jævne mellemrum kommer en stime cruisemakrel hen langs tangbæltet kun 2-3 meter fra land.

Vi får makrel og adskillige torsk, mens solen forsvinder over fjorden. Lasse er ved at lande en fisk, og jeg hører han mumler forbavset.

“Er det en sej,” råber jeg til ham.

“Nej, det er en mærkelig fisk med en plet på siden.” Vi betragter begge dyret, der ligner en lys torsk med en sort plet lige over brystfinnen.

“Vi kalder den bare ”den med pletten”,” siger jeg i et forsøg på at være rationel. Mit blink sejler ud over vandet, og en ny fisk hugger. Endnu engang kigger vi desorienterede på fangsten.

“Måske er det en hvilling, men lad os bare kalde den ”den med tænderne”.”

Vel hjemme konstaterer vi, at vi har fanget masser af havørred, sej, torsk, kuller, hvilling og makrel. Ikke så tosset af en tur, der gik i vasken.

 

Læs anmeldelser af Bumser på Baywatch her…

Hvis du har fåët lyst til at læse flere lystfiskerhistorier, kan du købe Bumser på Baywatch her…