Jigs – Tung i hovedet… er det en fordel?
Tjaee nogen gange er det. Og nej… vi snakker ikke om en dagen derpå… altså efter at du har haft en lille kæp i øret. Det handler mere om at vælge det rette jighoved, når du står ved fiskevandet med en kæp i hånden;0) Du kan få jighoveder i mange forskellige udformninger, men det er nu heller ikke det jeg har fokus på her. Det drejer sig om at finde den rette størrelse (læs vægt) til en given jighale – uanset om det er en shad, curly tail, worm eller what ever
Der er rigtig mange faktorer der spiller ind, men tommelfingerreglen er naturligvis at små jighoveder matcher små jigkroppe og så videre. En meget grov rettesnor ser sådan ud:
2 grams hoved
Egner sig til de mindste jigkroppe. Curly tals, twin tails og shads på 2,5 til 5 centimeter. Desuden er de rigtigt gode til at binde maraboufjer, flashfibre m.m. på – og dermed lave nogle jigflue hybrider. Egner sig bedst til korte kast og UL-grej. Kan være rigtig effektive til ørred.
4 grams hoved
Passser fint til Curly tals, twin tails og shads på 5 til 7 centimeter.Kræver stadig forholdsvis let grej og er dermed mest egnet til aborre, ørred og lettere sandartfiskeri.
7 grams hoved
Curly tals, twin tails og shads på 5 til 10 centimeter. God allround størrelse i den lettere ende af skalaen.
10 grams hoved
Curly tails, twin tails og shads på 7 til 10 centimeter. Virkelig allround hoved, der også anvendes meget til vertical jigging.
14 grams hoved
Curly tals, twin tails og shads på 10 til 15 og større endnu. Især velegnet til store shads. Giver mulighed for lange kast og dtb affiskning med store jigkroppe.
21 grams hoved
Til de største jigs, som du normalt vil bruge i ferskvand. Især til shads fra 10 til 15 centimeter og op ad. Men hej… det er altså kun en tommelfingerregel. Der er nemlig mange situationer, som kan gøre det smart at lave om på reglerne.
Eksperimenter selv videre
Systemet med løse hoveder og ditto kroppe giver dig uendeligt mange muligheder for at tilpasse din agn til en aktuel situation. Nogle gange er det de mest vanvittige kombinationer der virker. Det handler bare om at tænke kreativt – og om at have et bredt udvalg af jighoveder og jigkroppe.